Aalborg var bedst i de fleste af spillets facetter, da man søndag eftermiddag fremtvang en afgørende kamp syv på egen is efter 2-5 i Esbjerg.

Esbjerg Energy – Aalborg Pirates 2-5 (0-1, 1-2, 1-2)

Esbjerg og Aalborg tørnede søndag eftermiddag sammen til den sjette semifinale, da nordjyderne gæstede Granly Hockey Arena. Aalborg fik fredag aften reduceret og stillingen forud for dagens kamp var således 3-2 i kampe til Esbjerg.

Aalborg måtte søndag eftermiddag undvære Magnus Boesen, Tor Ulrik Bolther Rasmussen og Calder Brooks, mens Esbjerg stillede uden Tobias Ebener, Sebastian Skovning og Victor Sand. Målmandsduellen stod mellem George Sørensen og Mathias Seldrup.

Effektive Aalborg tog føringen

Vestjyderne synes ganske offensive i deres udlæg på kampen og værterne kunne da også have taget føringen allerede efter et minut, da Grayson Downing med en tværpasning fandt en fremadstormende Philip Larsen ved fjerneste stolpe. Men George Sørensen laverede en stor redning i gæsternes mål.

Et par minutter senere var chancen mindst lige så stor, da Phillip Schultz, i oplæggerens rolle, fandt Jeff King, der var stødt med frem. Men desværre for Esbjerg, så fik King ikke ordentligt ram på pucken, hvorfor den store chance gled ud i sandet.

Gæsterne tog føringen på ganske effektiv vis, da man efter små otte minutter gjorde det til 0-1, på det der var Aalborgs første reelle målchance i kampen. Tommy Giroux stod bag en fremragende pasning op midt i banen til en helt fri Matt Salhany, der fra blueline tog turen ned mod Mathias Seldrup, som sikkert blev passeret med en høj afslutning.

Efter gæsternes scoring fulgte en jævnbyrdig periode, hvor det var småt med de helt åbne målchancer. Det blev dog til en stor en af slagsen til gæsterne, der efter 18 minutter kunne se Jeppe Jul Korsgaard komme frem til en stor chance fra en position lige midt i slottet. Men Mathias Seldrup hev en stor redning frem og sikrede dermed fortsat 0-1 efter de første 20 minutter.

Gæsterne trak fra i anden periode

Aalborgs Kirill Kabanov kunne have fordoblet gæsternes føring i det tredje minut, da han kom frem til et godt forsøg tæt under mål, hvor Mathias Seldrup dog nåede at komme på tværs med benskinnen.

To minutter senere formåede Esbjerg at bringe balance i regnskabet, da Jeff King tog chancen med et friskt forsøg fra distancen. Helt ude fra blue line sendte Esbjerg-backen en følt afslutning mod mål og forsøget fik lov til at gå hele vejen. Stillingen var dermed 1-1.

Glæden i Esbjerg-lejren skulle dog vise sig kortvarig, da Aalborg genetablerede føringen to minutter senere. Set med Esbjerg-øjne var det en ærgerlig scoring, da vestjyderne mistede pucken i egen zone, inden den endte hos Kirill Kabanov, som fra en position nogenlunde midt i slottet var sikkerheden selv, da han trykkede af midt for mål og scorede til 1-2.

Thomas Spelling tog kampens første udvisning lige inden man nåede periodens halvvejsmærke, da han måtte til afkøling for en tripping. Esbjerg kunne dermed rulle overtalsformationerne ud for første gang i kampen. Vestjyderne havde store problemer med at finde melodien i power play, men alligevel kom man frem til en gigantisk chance sidst i overtalsspillet, hvor Grayson Downing fik sendt en løs puck forbi et halvtomt mål. Men Aalborg slap altså med skrækken.

Det gjorde Esbjerg ikke i modsatte ende, hvor gæsterne udbyggede føringen til 1-3 14 minutter inde i perioden. Nordjydernes scoring opstod efter en situation, hvor Esbjerg egentligt var i angreb. Men på et skudforsøg knækkede Simon Grønvaldts stav og gæsterne kunne dermed vende spillet. Her var Esbjerg fortsat handicappet af den knækkede stav, selvom Grænvaldt overtog en stav fra en holdkammerat. Som det er set flere gange før i serien, så sendte Aalborg pucken på mål og inde foran kassen var Søren Dietz-Larsen først over returen fra Seldrup.

Tre minutter før den anden kop pausete fik Esbjerg en dobbeltchance for at reducere. Først var det Arturs Salija, der stødte med frem og tog chancen på en firsttimer fra mellemdistancen. I den efterfølgende sekvens bød Phillip Schultz ind med et forsøg tæt under mål, uden at det dog kastede en scoring af sig. Dermed 1-3 efter anden periode.

Ingen tvivl om udfaldet

Esbjerg forsøgte at blæse til angreb fra starten af tredje periode, men vestjyderne havnede ofte i menneskehænder i gæsternes defensiv, der flere gange kunne igangsætte giftige kontramuligheder.

Henrik Mærsk Clausen tog Esbjergs første og eneste udvisning i kampen godt fem minutter inde i tredje periode og der skulle kun gå omkring et minut, før gæsterne havde omsat deres power play til en ganske effektiv scoring. Pierre-Olivier Morin fik alt for meget plads, da han modtog pucken højt i slottet og havde en helt åben ”motorvej” ned mod Seldrup, som blev passeret usvigeligt sikkert til 1-4.

To minutter senere hamrede Aalborg det sidste søn i Esbjerg-kisten, da Pierre-Olivier Morin og Matt Salhany udspillede Esbjergs defensiv. Salhany var i afslutterens rolle og blev altså dermed noteret for sit andet mål i kampen, da han gjorde det til 1-5.

Esbjerg fik pyntet på resultatet efter 13 minutters spil, da Csanad Erdely fra hjørnet bag gæsternes mål sendte pucken ind foran Sørensens mål. Sørensen ville stødde pucken frem med sin stav, men den ramte et eller andet og sprang derfor tilbage i gæsternes mål. Ganske spøjs scoring, som dog ikke fik den store betydning.

Nordjyderne fik raget to udvisninger til sig indenfor de sidste tre minutter, hvor Esbjerg oven i købet tog Seldrup ud til fordel for en ekstra markspiller. Men trods spil seks mod tre, så lykkedes det ikke for Esbjerg at få scoret i overtal.

Det var ganske symptomatisk for Esbjergs spil denne eftermiddag. Skarpheden, kynismen og den sidste beslutsomhed manglede i de afgørende situationer - både foran eget mål og foran gæsternes mål. Derudover var der for mange af de bærende kræfter, som ikke ramte dagen for vestjyderne. Omvendt var Aalborg uhyggeligt skarpe når muligheden bød sig, og så havde gæsterne en stærkt spillende George Sørensen i målet.

Semifinaleserien skal dermed afgøres i kamp syv i Aalborg tirsdag aften.


GOALSHOW: SE MÅLENE fra Esbjerg-Aalborg 4-2 og 4-2 i serien: SønderjyskE er i DM-finalen