Comeback-aften for hjemmeholdet i aften i Vojens

SønderjyskE-Herlev Eagles 7-4 (1-3,3-0,3-1)

Et haltende SønderjyskE-mandskab ramt på selvtillid og økonomi skulle prøve at tage en tiltrængt sejr onsdag aften mod Herlev Eagles.

Gæsterne fra Sjælland kom med masser af selvtillid efter et par overbevisende sejre og kunne tilmed notere at aftenens værter var hårdt ramt af både skader og sygdom.

Derfor lignede det på forhånd, vejen var banet for at Herlev kunne sætte sønderjyderne af i kampen om at undgå ottendepladsen, men et stærkt fightende hjemmehold ville det anderledes. Hjemmeholdet startede rigtigt fint ud.

Man lagde et højt pres og efter bare tre minutters hockey kunne Mathias Kløve med lidt held have sat føringen. Det gjorde holdkammeraten Will Pelletier til gengæld kort efter.

Oplæg fra David Madsen og kynisk afslutning fra canadieren. Da Herlev minuttet senere første gang var på besøg i offensiv zone, havde sønderjyderne egentlig overstået faren.
   
Oscar Schultze havde ikke hørt sin coach tale før kampen om at minimere de store personlige fejl, der har kostet mange mål i mod for hjemmeholdet. I stedet for at cleare pucken, forsøgte den store back sig med en dribling, uden held. 

Oliver True pillede pucken fra ham og kort efter kunne Kasper Larsen smide et missil ind bag Pettersson.

Prompte svar på tiltale fra gæsterne. I minutterne efter kunne Herlev have bragt sig i front. Hele tre store chancer til Marcus Almqvist men den lille forward blev overstrålet af Pettersson i buret.

Kampens første powerplay tilfaldt udeholdet efter 14 minutter. Her stod værternes boks ualmindeligt godt og holdt gæsterne helt fra fadet. Men netop som Pelletier trådte ind fra straffeboksen, slog Eagles alligevel til.

En puck op i banen fandt vej til Tim Daly, der satte den sikkert ind bag den svenske keeper, der havde sit udsyn delvis dækket. Den scoring gjorde ondt på sønderjyderne, der forfaldt til at glemme den defensive disciplin.

Guf for et dygtigt Herlev-hold, der kort før pausen udnyttede det numeriske overtal i en kontra og Kasper Larsen kunne såmænd sætte sin anden kasse denne aften efter bare 18 minutter. 3-1 føring til udeholdet mod et hjemmehold, der skulle fange selv før de næste tyve minutter.

Et tidligt power play til SønderjyskE i anden periode gav værterne muligheden for åbne matchen op igen. Den chance greb hjemmeholdet, da altid farlige Mathias Borring resolut flugtede en retur ind til 2-3 bag Zetterquist.

Begge hold spillede friskt til de følgende minutter og det gav blandt andet en hurtig omstilling til værterne. En halvklaring ramte Asperups skøjte. Pucken gled forbi mål, hvor William Boysen var hurtig i opfattelsen og fik drejet skiven retur i kassen. 3-3.

Herlev reagerede ved at skifte keeper. Ind kom Christian Elmose. Han var dog dårligt nået på plads, før hjemmeholdet atter engang udnyttede et overtals-spil. Rasmus Lyø havde ladet kanonen og smed fra distancen gummiskiven ind til sønderjysk føring.

Den føring kom på en hård prøve, da gæsterne kort efter kom to mand i overtal. En udvisning til Rasmus Lyø var allerede dømt, da William Boysen helt unødvendigt også tog en udvisning. To fulde minutters fem mod tre til udeholdet, men en flot fightende SønderjyskE boks klarede frisag. Mod slutningen af perioden, fik Herlev atter en mulighed i overtal.

Ingen mål til at starte med, men udvisningen fortsatte ind i tredje periode. Her lykkedes SønderjyskE også med at få det sidste af udvisningen til at løbe af klokken, men ganske kort efter satte Herlev så alligevel udligningen. Mathias Hansen med energisk arbejde tæt under mål hvor den unge forward fik sneget pucken ind over stregen. Skulle Herlev atter engang vende kampen?

Svaret gav Jacob Panetta et par minutter senere. Den canadiske back var fulgt med frem og med et håndledsskud sendte backen 5-4 scoringen ind bag Elmose. Herfra slap SønderjyskE ikke for alvor kontrollen med kampen. Heller ikke selv om man måtte godt midtvejs ind i perioden, før man fordoblede føringen. Mathias Kløve og Mathias Borring havde begge bud efter scoringen, og i sidste ende var det Borring, der gjorde sig til dobbelt målscorer.

Mod slutningen tog Rasmus Simonsen en tur i skammekrogen, der ikke gjorde det nemmere for udeholdet at slå igen. Heller ikke selv om man i de sidste minutter forsøgte sig seks mod fem. Sønderjyderne slog kontra, og Mathias Borring havde bud efter et hat-trick, men afslutningen tog stolpen. Det lever den unge forward dog fint med, for returen endte hos Gabriel Desjardins, der endegyldigt lukkede aftenens underholdende match med sit mål i tom kasse.

Tre point der luner hos SønderjyskE, der ikke ufortjent løb med sejren i et vaskeægte målorgie, hvor Herlev trods en god første periode, måtte se overtrumfet af værternes vilje og fight.


Odense stoppede Rungsteds hjemmebanestime