- Vi kunne vel godt lige have ventet fire-fem spillerunder, så holdene havde været trimmet endnu bedre, siger Frederik Åkesson, da han bliver spurgt til morgendagens brag og topopgør i Frederikshavn, hvor Aalborg Pirates kommer på besøg i Nordjyske Bank Arena.
Omvendt indrømmer Åkesson også gerne, at det slet ikke er så tosset med en omgang "tidlig hype" og en direkte arvefjendeduel om førstepladsen i Metal Ligaens tabel.
- Det gælder om at finde det rette spændingsniveau i morgen. Det hold, der rammer der, kommer til at stå som vinder. Kigger jeg ned over holdene, ser jeg to jævnbyrdige trupper hele vejen igennem, og det bliver med garanti tætte 60 minutter, siger Frederik Åkesson.
Han har stor respekt for det mandskab, Aalborg Pirates har sat sammen i indeværende sæson.
- Et stærkt hold. Intet mindre. De har hentet spændende danske spillere og har en kontinuitet i deres danskertrup, som ikke mange hold kan matche. Der er vi lige en smule efter dem. Og så har de hentet dygtige, danske spillere af ligalandsholdsklasse. Aalborg er på mit papir over favoritterne i år, siger Frederik Åkesson.
Og det er vel sammen med jer, eller hvordan?
- Haha, vi vil gerne med frem i tabellen også, og vi har en rigtig god gruppe af spillere i den her sæson. Der er god kemi i omklædningsrummet, og vi fornemmer på træningen, at tingene går i den rigtige retning, siger Åkesson.
Frederikshavn har vundet 1-0 over Rødovre og 4-2 over Herlev i de to første matcher.
- Vi er glade for maksimumpoint, men er ikke helt, hvor vi skal være endnu i forhold til systemer og den måde, vi byder de andre hold ind til chancer. Når vi spiller fem mod fem i slutfase mod Rødovre og fører 1-0, duer det ikke, at vi inviterer dem ind til en to mod en-situation, som Galansky skal redde for os, siger Frederik Åkesson til Metalligaen.dk.