Målmandsskifte hos mestrene

Aalborg Pirates har fået ny mand i målmandsteamet. Thomas Lillie har fået sin kontrakt hos mestrene ophævet og erstattes af Albert Adamsen, der kommer hjem fra Norge, hvor han har spillet for Manglerud i den bedste række. Manglerud blev nummer otte i grundspillet, men røg ud med 4-0 i kampe til Storhamar i kvartfinalen, der senere blev besejret i finalen af Stavanger.

Det var dog i høj grad Albert Adamsens fortjeneste, at Manglerud/Star kom med i slutspillet, for den danske målmand kom ind og stod fremragende i den sidste tredjedel af sæsonen, hvor han var en stærk ankermand hos Oslo-klubber, der dermed slap for nedrykningsspil på trods af, at holdet blev stærkt decimeret i løbet af sæsonen, hvor mange spillere og træneren sagde farvel af økonomiske årsager.

Træner Roy Johansen endte i Rungsted, Jonathan Racine blev back hos Herning Blue Fox. 

Albert Adamsen er et produkt af Rødovres hockeyskole, hvorefter at han har været omkring Schweiz, Østrig og Nordamerika, inden han vendte tilbage til Danmark i 2017/18 sæsonen, hvor han spillede for Herning Blue Fox. Der var han indtil 2021/22 sæsonen, hvor han var omkring Odense Bulldogs, inden sidste sæsons eventyr til Norge.

- I Albert får vi en sulten målmand hjem fra udlandet, der allerede har prøvet en masse i en ung ishockeykarriere og han kender ligaen efter flere sæsoner. Derudover kommer han til at blive en vigtig brik i en lang sæson, der også står på bl.a. Champions Hockey League, slutter sportschef Ronny Larsen.

Det er Thomas Lillie selv, der har efterspurgt, om det var muligt at komme ud af det kommende kontraktår, og efter aftale ophæves kontrakten efter den netop overståede sæson.

- Vi er naturligvis kede af, at Thomas ikke ønsker at fortsætte i Aalborg Pirates, men vi ønsker ikke at stå i vejen for hans ønske. Vi vil gerne takke ham for hans professionelle indstilling både på og udenfor isen gennem hele sæsonen, udtaler sportschef Ronny Larsen.

George Sørensen er den anden mand i Aalborgs målmandsteam og har været ubestridt etter hos nordjyderne i indeværende sæson. 


I DAG BLIVER AALBORG TIL GULDBORG OSCAR SCHULZE skifter fra Esbjerg til SønderjyskE