Efter et år i Odense Bulldogs med ganske fine redningsprocenter skiftede Albert Adamsen inden denne sæson til Arlanda Wings, en af de klubber, der huserer omkring Stockholm.
De to parter blev dog tidligt på sæsonen enige om at annullere kontrakten og siden har Albert Adamsen stået uden klub.
Det gør han dog ikke mere, for han træner i eftermiddag for første gang med den norske klub i Fjordkraft-Ligaen, Manglerud/Star.
En klub, der har døjet med økonomiske problemer og derfor har nedjusteret spillerbudgettet med en nylig afgang af en håndfuld nordamerikanere til følge.
Den nye opbygning af holdet sker under den tidligere norske legende Marius Trygg, der har overtaget trænersædet i klubben. Trygg får altså nu Albert Adamsen som målmand i kampen om den ottende og sidste plads i slutspillet. Her kæmper Manglerud/Star lige nu indædt med Ringerike.
Nummer otte i den norske liga er med i kvartfinalen, mens en niendeplads betyder et goddag til et nedrykningsspil, der plejer at være ganske nervepirrende.