Det skriver fynboerne i en pressemeddelelse, hvor Muck præsenteres således:
Skiftet til Odense Bulldogs bliver Tommy Mucks første europæiske eventyr og her forventes han at blive en solid defensiv forstærkning til truppen.
“Tommy er en stærk tovejs back med god erfaring i rygsækken og gode ledermæssige egenskaber. Han er vant til at spille mange minutter og tager ansvar som en naturlig leder på holdet. Det bliver Tommys første gang uden for Nordamerika og jeg ved, at han glæder sig til at komme i gang og vi forventer, at han kan blive en nøglespiller for os – både på og uden for isen.” fortæller Paul Thompson, cheftræner i Odense Bulldogs, og afrunder:
”Vi er meget begejstret for både Tommys spillestil og personlighed, og jeg ser frem til at arbejde sammen med ham i den kommende sæson.”
Tommy Muck har de seneste tre sæsoner tørnet ud for Kansas City Mavericks i ECHL, hvor han har noteret sig knap 200 kampe for klubben. Undervejs har han leveret 57 point fordelt på 13 mål og 44 assists. Særligt i den seneste sæson for Kansas City Mavericks var Tommy Muck en nøglespiller for holdet og stod bag hele 35 point i 73 kampe.
”Vi glæder os over at styrke vores defensiv med tilgangen af Tommy Muck, der uden tvivl vil spille en markant rolle på holdet. Muck er en alsidig back, der passer sine defensive opgaver, men samtidig har store offensive kvaliteter, hvor han er rigtig dygtig til at komme med i ’andenbølgen’ og glider ind som den ekstra forward.” fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs og fortsætter:
”Tommy Muck har en stærk karakter og rummer gode ledermæssige egenskaber. Derfor har han også tidligere båret C’et på brystet som kaptajn for flere af sine tidligere hold, mens han i den seneste sæson for Kansas City Mavericks i ECHL var assisterende kaptajn.”
Tommy Muck vil bære nummer 3 på ryggen i Odense Bulldogs.