I 13 sæsoner var den nuværende Esbjerg-træner Jason Jaspers en kæmpe profil i Deutsche Eishockey Liga. Jaspers spillede for Mannheim, Köln, Wolfsburg, Nürnberg, Iserlohn og Eisbären Berlin og tilspillede sig på den måde kæmpestor erfaring, som han nu giver videre til sine folk i Esbjerg.
En af dem, der har haft gavn af gode råd fra træneren, er Andreas Grundtvig, der har fået en forrygende sæsonstart og pt. er topscorer for Esbjerg Energy med otte point i ni kampe.
En stor del af æren tilskriver han Jason Jaspers, siger Grundtvig i et interview med JydskeVestkysten.
Han har fået mere istid og er kommet opad i kædehierarkiet.
- Og helt lavpraktisk er jeg blevet en bedre afslutter, fordi Jason (Jaspers, red.) har lært mig at afvikle mine skud hurtigere. Hvor jeg tidligere har haft en tendens til at tage en berøring for meget, går det hurtigere nu. Pucken skal bare mod mål, så går den også ind en gang imellem, siger Andreas Grundtvig til avisen.
I morgen møder han sammen med sine holdkammerater Odense i Spar Nord Arena i det, der næsten må betegnes som sidste chance i kampen for en plads i Metal Final4 for vestjyderne.