Andreas Weise Krøyer fik B.T's Gyldne Fløjte, der i går blev uddelt for 37. gang

”Du skal ikke spørge mig om, hvad der skete i de første ti minutter. Udover at mine ben rystede, husker jeg ikke noget.”

Årets ishockeydommer, Andreas Weise Krøyer, fortæller om sin VM-debut i maj i Riga, hvor han var linjedommer i opgøret mellem to af sportens giganter, Rusland og Tjekkiet.

Men trods nervøsiteten i kampens start havde han fint greb om tingene, selv om niveauet, tempoet og intensiteten var noget andet end dét, han er vant til i Metal Ligaen. Han var linjedommer i syv kampe, fik gode bedømmelser af supervisorerne, og VM blev et flot og løfterigt followup til sæsonens arbejde på dansk is.

For 37. gang blev B.T.s Gyldne Fløjte til årets dommer uddelt, og Andreas Weise Krøyer fik den forgyldte fløjte overrakt på isen inden OL-testkampen mellem Danmark og Frankrig lørdag aften i Rødovre Centrum Arena.

B.T.s Gyldne Fløjte blev indstiftet i 1985 og er dommernes egen pris. Siden 2014 har det nemlig været hoved- og linjedommerne i Metal Ligaen som afgør, hvem der skal hædres.

”Det er stort at få B.T.s Gyldne Fløjte. Respekten fra dommerkollegerne betyder meget. Siden jeg begyndte at dømme, har jeg altid kigget op til dem, der har fået fløjten. Jeg er kommet i fint selskab,” siger han.

Andreas Weise Krøyer, 29, har været ligadommer siden 2014 og blev allerede to år senere international dommer.

Han har gennem hele sin karriere arbejdet bundseriøst med stor selvdisciplin og har en god kommunikation med spillerne.

”Jeg lægger vægt på at være i god fysisk form og styrketræner en time til halvanden fem gange om ugen. Min højde, 1,90 meter, er også en af mine forcer,” siger han.

Selv om Andreas Weise Krøyer er højere end de fleste spillere, slår han dog ikke kollegaen Mads Frandsen, som fik B.T.s Gyldne Fløjte i 2018 og 2019 og VM-debuterede med bravur i Riga som hoveddommer. Han er 1,96 meter.

Mads Frandsen og Andreas Weise Krøyer er i den kommende uge, mens Danmark fighter for OL-chancen i Oslo, dommere i OL-kvalifikationsturneringerne i henholdsvis Riga og Bratislava.

”Min overraskende tidlige VM-debut i Riga og B.T. Gyldne Fløjte er dejlige skulderklap. Som dommer har man lige så store ambitioner som spillerne, og for mig var VM et delmål. Den store drøm er OL i 2026 i Milano,” siger Andreas Weise Krøyer.

Årets dommer siden 1985

1985: Erik Bostrup. 1986: Søren Simonsen. 1987: Søren Helbo. 1988: Tom Mouritzen. 1989: Kent Kølvig. 1990: Jens Erik Thorndahl. 1991: Dion Skipper Christiansen. 1992: Preben Jervild. 1993: Preben Jervild. 1994: Kent Kølvig. 1995: Preben Jervild. 1996: Søren Helbo. 1997: Søren Helbo. 1998: Bo Andersen. 1999: Jens Christian Fossaberg. 2000: Asger Krog. 2001: Jacob Grumsen. 2002: Asger Krog. 2003: Casper Christensen. 2004: Morten Folmer-Petersen. 2005: Asger Krog. 2006: Ronnie Jakobsen. 2007: Asger Krog. 2008: Alan Smith. 2009: Jan Bigum. 2010: Malene Skovbakke. 2011: Asger Krog. 2012: Jan Bigum. 2013: Asger Krog. 2014: Thomas Buchardt Anderen. 2015: Jacob Grumsen. 2016: Jan Bigum. 2017: René Vejs Jensen. 2018: Mads Frandsen. 2019: Mads Frandsen. 2020: Henrik Haurum. 2021: Andreas Weise Krøyer.


Respektable nederlag til Esbjerg og Aalborg i Tyskland, Herlev slog Västervik STREAM: Herlev-Västerviks IK