Fynboerne skal have kabalen på plads inden for få dage

Fredrik Bergvik har været en ubetinget succes i Odense. 

Fynboerne har siden hans ankomst til klubben spillet ni kampe. I ordinær tid er seks blevet vundet, en er spillet uafgjort og kun to er tabt.

Svenskeren har altså bragt stabilitet ind i Odense-defensiven og hvis fynboerne finder penge til ham, er Bergvik at finde på holdet - også efter 5. januar.

Det siger direktør Ole Nielsen til Metalligaen.dk.

- Vi arbejder på sagen, men det er udover vores normale budget. Der er nogle ekstra penge og ekstra opbakning, der skal realiseres, lyder det fra Ole Nielsen, der derfor har haft travlt lige efter at Bulldogs-butikken er åbnet. Spørgsmål nummer to er naturligvis, hvad der bliver af Mitch Gillam, hvis Bergvik bliver. 

- Lige nu har vi jo tre målmænd (Frederik Søgaard er den tredje) i truppen, hvis vi forlænger med Bergvik. Selvfølgelig medmindre, der er nogen, der vil noget andet. Vi bruger også et udlændingekort mere, så det er klart, at det er en kabale, der skal gå op for alle parter, siger Ole Nielsen. 

Mens man på Fyn venter på Bergvik-forlængelsen, søges der også efter en ekstra forward som erstatning for Jakob Heljemo, der aldrig blev en succes hos Bulldogs. 

- Vi vil rigtig gerne ramme den rette mand og det er ikke bare sådan lige at finde en stærk forward. Vi har hele tiden sagt, at der skal findes en erstatning for ham, og det holder vi fast i, siger Ole Nielsen. 

Han kan i dag glæde sig over, at Kimi Koivisto er tilbage på holdkortet hos fynboerne, der møder Rødovre i Spar Nord Arena. 


OPTAKT: Odense Bulldogs-Rødovre Mighty Bulls Kæmpestort finsk navn tilslutter sig Esbjerg