Herning vandt også den fjerde testkamp før sæsonen

Herning Blue Fox kom bedst ud af generalprøven på Metal Ligaen i testkampen mod Frederikshavn lørdag eftermiddag på Kvik Hockey Arena. Midtjyderne vandt 4-1 over gæsterne fra White Hawks og går ubesejret ind til sæsonpremieren, der for Hernings vedkommende finder sted på søndag med en hjemmekamp mod Aalborg.

Frederikshavn må vente yderligere tre dage, inden det går løs mod Herlev på udebane.

Mathias Bau var "først ved havelågen" lørdag, da han med et fladt skud satte 1-0-målet ind. 

Fire minutter inde i anden periode var der udlignet. Oliver Anker Christensen fandt en retur inde foran mål og passerede Herning-målmand Emil Kruse og på det tidspunkt af kampen var det Frederikshavn, der havde overtaget. 

Det vendte midt i kampen, hvor Herning-træner Pekka Tirkkonen tog en timeout og fik vendt momentum. I hvert kunne Chris Clapperton kort efter gøre det til 2-1 for Herning og Mads Christensen fulgte op med 3-1-scoringen.

Miska Humaloja lukkede kampen for Herning midt i tredje periode og dermed kommer Blue Fox ind til Metal Liga-sæsonen med masser af selvtillid, mens gæsterne fra Frederikshavn kan tanke stille og roligt med træning og restitution frem mod premieren om en uge og lidt til. 

 


CHL: Ikke særlig muntert for SønderjyskE mod toget fra Schweiz VIDEO: Højdepunkter fra SønderjyskE-EV Zug