Førerholdet fra Aalborg Pirates er ikke længere ubesejrede i dette års Metal Liga. En intens og ultratæt kamp i Kvik Hockey Arena kunne først finde en vinder efter straffeslag, hvor Blue Fox fik et vigtigt ekstra point i kampen om at komme med op omkring Metal Final4-pladserne.

Kristoffer Astorp var tilbage på isen for hjemmeholdet der således kun manglede Mark MacMillan for at kunne stille idealopstillingen, mens trekløveret Victor Panelin-Borg, Jeppe Jul Korsgaard og Marcus Pedersen alle manglede hos gæsterne.

Optimistisk udlæg fra hjemmeholdet der forsøgte at gribe initiativet fra start. Afslutningerne gik dog til gæsterne fra Aalborg, der ikke var sene til at teste Simon Nielsen i målet.

De defensive rækker hos nordjyderne holdt de ellers godt skøjtende angribere fra Herning på ydersiden, og man havde også størst held med at etablere et pres i offensiv zone hos de hvidklædte pirater.

Markus Jensen var ikke mere end en flagrende puck fra at kunne notere sig for kampens første store chance, mens en styring inde foran mål fra Felix Scheel nær havde snydt Nielsen i målet.

Mens Ben Cooper ikke kunne glæde sig over den store forbedring i det offensive, så kunne han med tilfredshed konstatere, at ligaens ubesejrede tophold ligeledes blev holdt fra fadet i første periode.

Således også da Kristoffer Astorp blev første mand i straffeboksen, og selvom Daniel Nielsen også måtte tage plads i boksen netop som man blev fuldtallige, så var en styring fra Martin Højbjerg det tætteste Aalborg kom på en åbningsscoring.

Pierre-Olivier Morin tog en udvisning på falderebet og sendte Herning i powerplay fra anden periodes start.

Svingdør og netmasker   

Lasse Lassen smed pucken væk på blå linje, og måtte derefter nedlægge Julian Jakobsen, hvorfor Blue Fox ikke fik meget ud af deres første powerplay.

Kirill Kabanov stod fri på bagerste stolpe, men han fik akkurat ikke ram på pucken. Hurtigt gik det den anden vej hvor Georg Sørensen røg på halen, og hvem andre end Morten Poulsen stod klar til at hamre skiven i nettet til 1-0.

Lassen tog sig endnu en tur i straffeboksen, da han afsluttede på Sørensen og efterfølgende fulgte op på returen, men også gæsternes Olivier Hinse måtte kort efter samme vej i hvad der begyndte at ligne en regulær svingdør nedenfor pressepladserne.

Blue Fox kom uhyre tæt på en fordobling af føringen, da Daniel Nielsen fandt Brodie Dupont tæt under mål, og George Sørensen måtte agere sprællemand for også at holde Lassen fra at garne på returen.

Ny udvisning små syv minutter inde i perioden, denne gang til Thomas Spelling, men denne gang fik rævene ikke meget ud af det.

Blue Fox-defensiven havde hidtil stået godt imod når gæsterne forsøgte at lægge pres på, og det selvom Daniel Maggio så kampen fra tribunen. Han sad ude med en skade. 

Et klumpspil af de helt store foran Simon Nielsen var dog tæt på at kaste en udligning af sig, men først i næste moment fik Aalborg første pind på tavlen. Eminent forarbejde af Julian Jakobsen endte med en resolut first-timer fra Martin Højbjerg og nu 1-1 på Kvik Hockey Arena.

Afgørelsen blev udskudt

Posen med kæder var blevet rystet en smule hos hjemmeholdet der havde byttet rundt på Lasse Lassen og Markus Jensen. Andreas Sørensen var i øvrigt spilleren som Cooper foretrak frem for Maggio.

Stærk defensiv aktion fra Cameron Brace, der indhentede Felix Scheel og fik afværget det breakaway som ellers var under opsejling.

En anelse mere taktisk præget start på denne periode end de foregående, og specielt for Herning var vigtigheden af de tre point til at tage og føle på.

Man sad da også med fornemmelsen af, at det næste mål meget vel kunne blive afgørende, og spillet på isen indikerede at dette også var tanken hos spillerne.

Begge hold arbejdede stadig benhårdt om hver eneste puck, og chancerne var på et minumum som en konsekvens heraf.

Der skulle således også en brøler af de store til før netmaskerne igen blafrede. Nicolai Weichel serverede pucken direkte til Lasse Bo Knudsen, og han sagde pænt tak mens han hamrede 1-2 målet ind bag Nielsen.

Et powerplay til Blue Fox kort efter lignede en af de chancer som bare skulle udnyttes, og efter et flot opspil kunne Jan Dalecky sætte udligningen tæt under mål. 2-2 og alt endnu åbent med godt fem minutter igen.

De to hold lukkede herefter hinanden ned igen, og en afgørelse i overtid var uundgåelig. Brodie Dupont tacklede lidt klodset Anders Krogsgaard i banden, og dermed var afgørelsen serveret for nordjyderne.

For Daniel og Rasmus Nielsen måtte tredje periode plus ekstratiden have føltes som ét langt skifte, og de to gjorde deres til at afgørelsen endnu lod vente på sig.

Først efter straffeslag kunne Lasse Lassen og Simon Nielsen i fællesskab sikre Herning et tiltrængt ekstra point.


Problemfri Herlev-sejr i Odense Rungsted-forløsning: Mestrene fik den første sejr