Det lyder næsten helt surrealistisk, at en tidligere træner og spiller i den danske liga - og 1. division - nu er landstræner for Rusland. Men Valery Bragin er i den grad en respekteret træner og personlighed i Rusland, og den tidligere danske mester med Rødovre og 1. divisions-træner og spiller med Gladsaxe, er også en af dem "vi husker" i Danmark.
På isen var han en tryllekunstner, og som både træner og spiller var han allerede tilbage i 80'erne en mand, der studerede spillet minutiøst. Det har ført ham til en flot trænerkarriere, der foreløbig har kulmineret som mangeårig træner for det russiske U20-landshold.
Nu er Valery Bragin altså udnævnt til landstræner i Rusland, skriver det russiske forbund. Og samtidig skal Valery Bragin muligvis også være træner i storklubben SKA St. Petersborg. Uden for NHL kan det knapt blive større.
- At være landstræner er en stor ære og et stort ansvar. Mange tak for forbundets tiltro til mig. Vores talent- og udviklingssystem fungerer i dag. Der er kontinuitet fra juniorerne og op til seniorlandsholdet, og vi arbejder os alle frem til fælles mål. Vi kan se på resultaterne hos vores juniorer, at de er blevet bedre de seneste år. Men der er stadig meget arbejde at gøre, siger Bragin.
Bragin er 64 år og har efter sin aktive karriere haft en gigantisk trænerkarriere, der har ført ham vidt omkring i KHL, inden han blev russisk U20-landstræner og altså nu landstræner for "Sbornaja", som det russiske landshold kaldes i folkemunde.