Rødovre Mighty Bulls tog endnu en sejr på hjemmebane søndag eftermiddag, hvor det blev til 4-3 over Esbjerg Energy efter overtid og et hattrick af Marcus Almquist.
- Sikke nogle "skills" og sikke et tempo. Han har en lys fremtid foran sig, konstaterede svenske Anton Brandhammar, da han blev interviewet efter kampen på JFM Play.
Svenskeren var naturligvis glad over Rødovres comeback.
- De første to periode var noget "sloppy", men det er et godt tegn, at vi kommer tilbage. Mellem anden og tredje periode snakkede vi om, at vi skulle træde på pedalen og steppe op. Jeg synes, vi viste god energi, og vi har spillet godt på det seneste. Vi skal forsøge at bygge på.
Det får Rødovre også brug for, når turen tirsdag aften går til Herning, der vandt det første indbyrdes opgør mellem de to hold med hele 9-1.
Samme aften skal Esbjerg til Frederikshavn og vestjyderne trænger også snart til point i den tætte tabel. I går hjalp det ikke med en fem minutters straf til Tobias Ebener og en efterfølgende to minutters straf til Anders Krogsgaard. Det vendte kampen.
- Det gjorde ondt, og vi skal blive bedre til special teams, selv om man ikke kan sige noget til den indsats, der blev gjort i tre mod fem. Gutterne og vores målmand kæmpede stenhårdt der, konstaterede Jaakko Heikkinen, en af Esbjergs nye finner, efter kampen.
- Det var et træls nederlag. Vi var bedst i de to første periode og jeg fornemmer, at vi havde god kontrol over kampen. Fem minutters straffen gjorde ondt, konstaterede han - også til JFM Play.