Endnu en spiller forlader Frederikshavn White Hawks, der mere eller mindre har givet op i kampen om den sidste plads i slutspillet.
Brandon Frattaroli skifter til en udenlandsk klub, skriver White Hawks i en pressemeddelelse, hvor skiftet meddeles således:
"Bestyrelsen arbejder fortsat konsekvent ud fra den tidligere udmeldte strategi, hvor økonomisk ansvarlighed og rettidig omhu er bærende principper i driften af klubben.
Som led i denne strategi er der indgået aftale om, at Brandon Frattaroli skifter til en udenlandsk klub. Beslutningen er truffet med et samlet blik på klubbens situation og med det langsigtede økonomiske fundament for den kommende sæson som højeste prioritet. Vi vil samtidig gerne takke Brandon for hans indsats i Frederikshavn White Hawks og ønske ham held og lykke videre i karrieren."
Med Christian Mieritz, Aleksi Ainali og Jaeden Martin allerede sendt videre, bliver det dermed den fjerde spiller, der siger farvel til Vendsyssel inden sæsonen er ovre.