Esbjerg Energy gør klar til at skrive under med Brandon Magee, skriver klubben på sin hjemmeside.
"Det har været vigtigt for os at finde en spiller, der kender ligaen og ved, hvilke udfordringer han vil møde. Og i Brandon Magee fandt vi en spiller, som også kender Esbjerg og organisationen. En meget motiveret spiller, som er i god form," fortæller cheftræner Markus Åkerblom fra Esbjerg Energy.
"Og så er Magee samtidig en dygtig hockeyspiller, som kender vejen til netmaskerne. Han har scoret en del. Så da muligheden bød sig for en tryout, var vi klar. Vi så, at han var i god form og ikke plaget af skader, så valget var let. Han ligner et perfekt match til holdet og de behov, vi har."
Brandon Magee er fra Edmonton i den canadiske provins Alberta. I 2021 skiftede den 175 cm høje forward til europæisk ishockey, og siden da har han optrådt i tjekkisk, skotsk, polsk og dansk ishockey. Senest har canadieren repræsenteret GKS Katowice i den polske liga.
"Brandon Magee har udviklet sig og løftet sit spil. Han kan mere end at score mål. Han har også bygget på fysisk, og det har vi set i den tid, hvor han var her på tryout. Nu glæder vi os til, at de danske myndigheder får mulighed for at behandle ansøgningen om arbejds- og opholdstilladelse, så han bliver spilleberettiget," slutter Markus Åkerblom.
I sæsonen 2023/2024 spillede canadieren 61 kampe for Esbjerg Energy, hvor det blev til 27 scoringer og i alt 59 point.