Den legendariske spiller og træner, Frits Nielsen, ramte plet i begge semifinaler.
Ikke blot ramte han de to vindere. I sig selv svært nok. Men også cifrene i de jyske klassikere, da SønderjyskE slog Herning Blue Fox 4-2 i kampe, og Esbjerg Energy besejrede de forsvarende mestre fra Aalborg Pirates med 4-3.
Frits Nielsen havde sammen med TV-kommentatoren Jimmy Bøjgaard, Metal Ligaens chefredaktør Michael Søvsø og journalist gennem 45 år på B.T., Peter Fredberg, fået det ”festlige” job:
Hvem vinder DM’s playoff?
I første omgang gjaldt det de fire kvartfinaler. Der var ingen slinger i valsen. Kvartetten ramte vinderen i alle fire kampe. Nogle gange endda også cifrene.
Det var ikke så vanskeligt. Men som jeg skrev: ”Næste gang bliver det svært. Meget sværere.”
Og det gjorde det.
Jimmy Bøjgaard, Michael Søvsø og denne aldrende skriverkarl skød forbi i begge kampe. Men Mr. Herning, som jeg engang døbte Frits, havde luret SønderjyskE og Esbjerg Energy.
Nu lyder Metal Ligaens spørgsmål til kvartetten: Hvem løfter Prins Henriks Cup? SønderjyskE eller Esbjerg Energy?
Frits Nielsen
Hvilken finale!
Den kommer til at byde på hård fight om hver centimeter på isen. Disciplin er en selvfølge på denne tid af året.
Målmandsspillet bliver afgørende. Vojens’ (ja, det hedder de stadig hos mig) Mattias Pettersson har vist sig som en mirakelmand for sønderjyderne. Jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skulle fortsætte med at være en afgørende brik, selv om han lukkede 19 mål ind i de seks kampe mod Herning.
I modsat ende har Mathias Seldrup været aldeles suveræn i to gange kamp syv, 4-1 overe Odense og 3-0 over Aalborg. Det er klasse.
Jeg tror bare ikke, at Seldrup & co. når drømmekampen – kamp syv.
Esbjerg har lukket 25 mål ind mod Aalborg og 19 mod Odense. Jeg tror, Esbjerg falder på forsvaret.
Esbjerg har vundet fem af otte kampe på udebane i slutspillet, og det er stærkt, så mon ikke også de stjæler en enkelt på isen i Vojens, selv om Vojens hidtil i slutspillet har gjort rent bord på den lille hjemmebane.
Men Vojens har været stærke både hjemme og ude. De har mast på med fire kæder, og trænerduoen har troet på alt, hvad der har været klædt om.
Jeg havde Vojens som mine DM-favoritter før slutspillet, og det har ikke ændret sig. I de sidste 29 kampe over godt tre måneder har de kun tabt fire kampe. Tre til Herning og én til Aalborg.
Den statistik laver Esbjerg ikke afgørende om på, så det slutter enten i Vojens i kamp fem eller i Esbjerg i kamp seks.
Lad mig give tippet til guldfest i Esbjerg – men altså sønderjysk guldfest - efter kamp seks.
DM-guld: SønderjyskE vinder 4-2 i kampe.
Jimmy Bøjgaard
Nogle gange overgår fantasien virkeligheden, og det er næsten der, vi er, med en finale om Prins Henriks Cup mellem grundspillets nummer 3 og 5.
Eller mere præcist, så er den største overraskelse ikke, at SønderjyskE og Esbjerg er i finalen, men at Aalborg og Herning ikke er der.
Det er godt for enhver sportsgren, at sådan noget kan ske. Men det er på grænsen til sensationelt, at de ”to store”, og mest oplagte mesterskabsbejlere begge flopper så stort.
Men det kan man godt mene, uden at tage noget som helst fra de to finalister, for i bedst-af-7 har vinderen altid ret. Alle undskyldninger om dommere, trænere, profiler, powerplays, spilovertag og skader, kan nemlig helt og aldeles sættes ud af spil. De bedste vandt – færdig, slut.
Og SønderjyskE og Esbjerg gjorde begge på flotteste vis arbejdet færdigt, men på forskellige måder, selv om begge holdenes hjemmekampe i kamp 6 lignede den afgørende mulighed for at gå videre.
Sådan blev det også for SønderjyskE, som efter udesejren i kamp 5 udnyttede matchbolden i kamp 6. Altså den kamp 6, som for begges vedkommende lignede den dag, hvor man skulle slå til – for man tænkte det oplagte, at Aalborg og Herning nok ville trække det længste strå hjemme i kamp 7. Men sønderjyderne stod imod og gjorde det, og kan altså se tilbage på to overtidssejre og seriens eneste udesejr, og det indrammer alt det fortjente ved den seriesejr.
Hvilken triumf for den unge trænerduo Førster/Stockfisch. Den første danskerduo i finalen siden Karsten Arvidsen/Olaf Eller i 2017 med Gentofte.
Og så var der Esbjerg og den der kamp 6. Godt nok på en anden baggrund, fordi vestjyderne jo kom fra serieføring 3-1, og forventet havde tabt ude i kamp 5. Men de fleste tænkte vel, at så skal den altså lukkes hjemme, for ellers ordner Aalborg det med momentum hjemme.
Men nej – det endte helt uforudsigeligt med to udesejre, og dem tog Esbjerg altså tre af i fire udekampe, og det er også sådan noget, som gør spørgsmål overflødige, for så havde Aalborg heller ikke fortjent det. Krise i Aalborg, som for første gang i årevis vakler, og nu skal til at have kigget på fundamentet. Det er Herning ligesom mere vant til på denne årstid…
Og lad os så få et brag af en finaleserie, og det får vi!
Det er simpelthen en drømmefinale. Selvfølgelig er geografien attraktiv med kun 75 kilometer imellem de to arenaer, hvor guldet skal afgøres. Den årelange rivalisering gør det til en lækkerbisken, og en gentagelse af finalerne for ni år siden, hvor SønderjyskE vandt deres seneste DM-guld.
SønderjyskE har domineret de indbyrdes opgør i sæsonen, men Esbjerg vandt altså 13-3 for godt tre måneder siden…
Men jeg har sønderjyderne som favorit på grund af hjemmebanefordel og høj kvalitet og stabilitet igennem mange måneder.
En velsmurt maskine mod Esbjergs mere vakkelvorne dieselmotor, som skulle ud i syv kampe mod både Odense og Aalborg.
Men det kan selvfølgelig også noget, at Esbjergs sejr i Aalborg faldt tre dage efter 20 års-markeringen for alle tiders vildeste bedst-af-7-slutspil med tre gange syv kampe, og Petter Barts vanvidsafgørelse for mesterskabet i 2004.
Jeg tror, at sønderjyderne dukker Esbjerg, men først efter en meget lang, tæt og dramatisk serie!
DM-guld: SønderjyskE vinder 4-3 over Esbjerg
Peter Fredberg
Lad os kigge lidt på de to semifinaler. Vi tager Herning-SønderjyskE først. Det er også den hurtigste serie. Den var overstået på seks kampe.
Når man kender Hernings ambitiøse investeringer og ikke mindst sult, så forstår man, hvor pinefuldt nederlaget er. Danmarks mest vindende klub har ikke løftet Prins Henriks Cup siden 2012. I Todd Bjorkstrands gyldne dage. Mon vi nogensinde ser ham i Herning igen efter hans dramatiske skilsmisse med traditionsklubben?
Jeg troede på Herning i år. Ikke mindst takket være de mange målscorere med Mathias From som den lysende stjerne i spidsen. Men SønderjyskE var bedst og vandt fortjent.
I en fysisk og stenhård playoffserie med stor intensitet og højt tempo havde Sønderjyllands stolthed lige dét ekstra, der gør forskellen. En meget markant spiller var vikaren i buret, Mattias Pettersson.
Den svenske troldmand blev hentet til Vojens i en nødsituation i januar. Utrænet. Hvem var han, spurgte man uvægerligt. Men hold da op. Han var god.
Hvorfor skulle han ikke stå med en dansk guldmedalje om halsen om et par uger? Alt andet vil overraske mig.
For grundseriens suveræne vinder, Aalborg Pirates, var 3-4 nederlaget mod undertippede Esbjerg Energy en eklatant fiasko.
I pointtabellen (dén, der aldrig lyver) var der milevidt fra nr. 1 til nr. 5, og piraterne havde vundet fem af seks indbyrdes opgør. Men husk! Playoff er en anden verden. En fascinerende verden.
Aalborgs nederlag gjorde mere ondt end Hernings ditto mod formstærke SønderjyskE. Pirates overlevede de første to matchbolde, men da det gjaldt i nervedramaets kamp syv, døde de på manglende effektivitet og skarphed.
To opslidende og dramatiske serier, som gik hele vejen, er hård kost for Esbjerg Energy. Om det umenneskelige program vil mærke dem mod SønderjyskE? Det kan næsten ikke undgås.
Min top-4 i playoff: 1. Mathias From, Herning. 2. Mattias Pettersson, SønderjyskE. 3. Philip Larsen, Esbjerg. 4. Mathias Seldrup, Esbjerg.
I øvrigt et kollegialt skulderklap til Metal Ligaens tv-kommentator, Søren Kaster. En speaker med stor viden og en fornøjelse at være i stue med.
Jeg glæder mig til finalen!
DM-guld: SønderjyskE vinder 4-2 i kampe.
Michael Søvsø
Sikke et par semifinaler. Intensitet og fysik og kamp mellem SønderjyskE og Herning og fuldstændig uforudsigelighed og hvad skete der lige der mellem Aalborg og Esbjerg. Samlet set de bedste semifinaler i mange år i Metal Liga-regi, hvilket tilskuertallene også beviser. Slutspilshockey er sport, når det er allerbedst.
Finaleserien er ”slaget i Syd”. Jeg tror, det var Mathias Seldrup, der talte om kampene, som ”de fedeste i dansk ishockey”. Det vil de anfægte i Aalborg, Frederikshavn, Rødovre og Rungsted, hvor man også elsker sine lokalopgør, men der er uden tvivl en speciel gnist i kampene mellem SønderjyskE og Esbjerg og i gamle dage Vojens og Esbjerg.
Sådan kommer det også til at blive i finaleserien. Jeg tror på en serie, der i form og figur kommer til at ligne serien mellem SønderjyskE og Herning: Altså knaldhård, bidende skarp ishockey med masser af fysik og nærkampe i højeste intensitet. Sådan lige til grænsen i kampen for at provokere, tirre og trætte modstanderen. Begge hold har spillere, der kan den kunst.
Eksempelvis er William Pelletier konstant oppe i flæsket på sine modstandere og sætter knaldhårde tacklinger, mens Juuso Walli fra Esbjerg også er skarp til at tirre modspillerne og gå lige til grænsen i sine indgreb omkring målet.
Begge hold kommer med stor mental styrke. Esbjerg har to gange formået at vinde en afgørende kamp syv på udebane, mens sønderjydernes kværn stille og roligt har kørt ganske stærke modstandere som Rungsted og Herning over.
Hvem er favorit?
SønderjyskE har hjemmebanefordelen, og kommer med fire komplette kæder, der er programmeret til at rulle på og slide modstanderen op. Samtidig har sønderjyderne et arbejdsraseri i backcheckingen, der gør defensiven yderst stabil. Bagest er Mattias Petterson, der har spillet sig ind All Star-billedet på blot en halv sæson.
Svenskeren har stået over sit niveau, siden han kom til Vojens. Fremme træder skiftende spillere frem, og bredden er også her en fordel for sønderjyderne, der ikke har haft en decideret storscorende spiller i slutspillet.
Men de blander sig på skift. Nikolaj Krag-Christensen, der nettede i overtid efter en længere scoringskrise, William Pelletier er pludselig også ganske målfarlig, og Haag står klar sin med sin firsttimer.
Esbjerg har i både kvart- og semifinalen fortalt omverdenen, at det er fuldstændig lige meget med hjemme- og udebane. Så Esbjerg-spillerne kommer frygtløse til Vojens, hvor Mathias Seldrup er klar til at rykke ind på finalescenen og fortsætte spillet fra kamp syv i Aalborg. Backlinjen er solid. Jeff King har været det helt store kort, en af ligaens bedste backer, og i kvartfinalen scorede Gordie Ballhorn pludselig tre mål. Philip Larsen vil elske at vinde DM-guld med Esbjerg og Juuso Walli og Arturs Salija står for fysik. Bagest i køen for spilletid står Simon Grønvaldt og Mikkel Rask i kampen om sjettebacken.
Fremme har vestjyderne herlige typer som Magee og Josh Winquist, og den herlige Philip Schultz, der er en af Energys bedste solister og ligaens nummer et i at give ærlige interviews. Oliver Kjær et stærk som en okse, og Frederik Bjerrum har spillet sin bedste ishockey i slutspillet.
To dejlige ishockeyhold, der kommer til at levere en fed finaleserie. Sønderjyderne har en lidt større bredde og har en ”ingen kan stoppe” os-mentalitet, som jeg tror, ender med at give udslaget. Det gode er, at "med Esbjerg ved man aldrig". Bare det, at Esbjerg er kommet til finalen, giver den et skær af uforudsigelighed.
DM-guld: SønderjyskE vinder 4-2 i kampe.