Fynboerne tog den fjerde sejr på stribe søndag eftermiddag

Odense Bulldogs-Aalborg Pirates 4-1 (1-0,2-1,1-0)

Det begyndte stille og roligt i dagens kamp i Spar Nord Arena med en match uden frygtelig meget temperament og drama. Det skulle komme i slutfasen, men først skruer vi tiden frem til slutfasen af første periode. 

Odense havde den første powerplaymulighed og efter lidt "spillen rundt" fik Brandon Estes chancen helt ude fra blå linje. Odenses bedste mand i sæsonen hidtil lagde et præcist og højt skud ind mod George Sørensen. Pucken svævede i mål, Odense var foran.

Fynboerne havde favoritværdigheden i eftermiddag med "kun" Michael Prapavessis og Mathias Mølgaard ude, mens Aalborg havde et helt femkløver af forwards ude. Kirill Kabanov, Julian Jakobsen, Sebastian Ehlers, Anthon Eriksson og Joonas Niemelä ville alle gå direkte ind i startopstillingen på en normal dag. 

Tabet af de mange spillere gør ondt på Aalborg lige for øjeblikket og nordjyderne stiller kun tre angrebskæder lige nu. 

Odense bragte sig foran 2-0 tidligt i anden periode. Filips Buncis skød på mål, og via flere spilleres ben fik lettens skud snydt George Sørensen, der kunne ærgre sig over endnu en manglende marginal, der ikke er på Aalborgs side lige nu.

Nordjyderne kom glimrende igen spillede 10-12 gode minutter i anden periode. Darien Craighead fik reduceret i powerplay, da han fik smidt ind gennem benene på Niklas Lundström, der havde fået Odense-målet for anden kamp på stribe.

Samme Craighead havde sammen med sin makker Lajeunesse en af de dage, hvor det nordamerikanske blod var ved at koge over konstant. De to spillere var utilfredse med dommerlinjen og var på udkig efter bataljer. Samtidig var det Craighead og Lajeunesse, der sammen med Tobias Ladehoff skulle skabe Aalborgs offensiv, og den iltre tilgang til spillet gav problemer for Aalborg.

Odense var i store træk i fin kontrol over det meste af kampen. I slutningen af anden periode vandt Luka Burzan en nærkamp i hjørnet og sendte pucken ind til Marcus Oden, der fik scoret til 3-1. 

Tredje periode udviklede sig til en slags transport, hvor fynboerne koncentrerede sig om at holde føringen og fik lukket kampen efter 10 minutter, da Kristian Jensen sendte et velplaceret skud ind til 4-1. 

Derefter brød balladen for alvor løs. Aalborg-nordamerikanerne var trætte og frustrerede, og Darien Craighead fik 20 minutter for abuse of official. 

Oliver Kiljunen satte en tung tackling på Daniel Baastrup, der måtte eskorteres ud. Dommerne vurderede, at tacklingen var ok, men Brandon Estes smed handskerne og det samme gjorde Oliver Kiljunen. Begge måtte direkte i omklædningsrummet. 

Og for nu at afslutte det hele så røg Kristian Jensen og Troy Lajeunesse også i infight, hvor det grangiveligt så ud til, at Jensen nikkede sin modspiller en skalle. Begge blev sendt ud inden holdene sagde tak for kampen, og det foregik heldigvis i fred og ro. 

Spillemæssigt var de fire Odense-kæder både bedre og bredere end gæsterne denne eftermiddag og vandt derfor fortjent. 

Derfor er fynboerne nu på andenpladsen med 47 point - det samme som Aalborg - men med hele tre kampe i hånden. 


KONTRAKT-FORLÆNGELSER BETALT TILBAGE: Bertelsen og Stenbakken i målhopla