Der er en ny canadisk spiller klar for Aalborg i den kommende sæson. Han hedder Max Coyle og præsenteres således af Pirates-organisationen.
Aalborgs defensiv får yderligere forstærkning, når den 27-årige canadiske back, Max Coyle, støder til Pirates truppen i den kommende sæson. Han kommer fra et ophold ved Indy Fuel i East Coast Hockey League, hvor han var holdkammerat med nytikomne Tyler Farmer.
- Max kommer til at forstærke vores defensiv i det defensive spil. Han har en god fysisk og defensiv spillestil, der spiller enkelt med en god første pasning, udtaler sportschef Ronny Larsen
Max Coyle sluttede sidste sæson af i Indy Fuel, hvor han nåede at spille 8 kampe i grundspillet samt fire kampe i slutspillet. Sæsonen var startet hos Greenville Swamp Rabbits, der ligeledes spiller i East Coast Hockey League. Her spillede han i næsten to sæsoner og rundede 94 kampe.
Han spillede fire år i Universitetsligaen, NCAA, hvor han var assisterende kaptajn i den sidste sæson for Bowling Green State University.
- Han er en spiller, som vi har fået god referencer på fra tidligere trænere og medspillere, og en spiller, som vi kommer til at forvente en del af i den kommende sæson. Ikke nødvendigvis som den største pointmager, men han er en solid back, der giver vores målmand optimale arbejdsbetingelser, slutter Ronny Larsen.
Max Coyle er godt i gang med sommertræningen allerede hjemme i Canada og spiller med nummer 43 i den kommende sæson.