SønderjyskE-træner Casper Stockfisch har netop forlænget sin kontrakt med SønderjyskE og står sammen med assistent Erik Vikström klar til at coache de lyseblå også i den kommende sæson.
Men Stockfisch havde faktisk mulighed for at komme udenlands, skriver Der Nordschleswiger, der som oftest har fingeren på pulsen, når det gælder sønderjysk ishockey.
Det var ifølge avisen HC Thurgau i den næstbedste schweiziske række, der lokkede. Anders Olsson, der kender Casper Stockfisch fra danskerens tid som spiller i HV71, ville gerne have haft Stockfisch som assisterende træner.
- Jeg vurderede fordele og ulemper og kom til den slutning, at SønderjyskE er den bedste option for mig. Udlandet er i den grad en målsætning for mig, men ikke på nuværende tidspunkt, siger han til avisen.
Casper Stockfisch var i begyndelsen af sidste sæson assisterende træner for SønderjyskE, men fik cheftrænerrollen, da Anders Førster blev sygemeldt. Sønderjyderne tabte i kvartfinalen under Stockfisch med 3-4 i kampe til de senere danske mestre fra Odense Bulldogs.