Det sønderjyske hjemmepublikum fik denne aften set Champions League Hockey for sidste gang i indeværende sæson.
Og i 20 minutter levede håbet om en overraskelse mod de forsvarende finske mestre Tappara fra Tampere, en af Europas største og mest traditionsrige ishockeybyer.
For SønderjyskE havde både kampens første chancer og scorede kampens første mål mod et hold finner, der måske kom lidt sløvt ud af starthullerne og muligvis også undervurderede det danske hjemmehold. Fair nok, for SønderjyskE lå inden kampen nummer 24 af 24 i den kæmpestore CHL-tabel.
Det kunne man ikke se i de første minutter, hvor sønderjyderne i den grad gik frisk til værks og spillede fremad, så snart chancen bød sig, og det gjorde den tidligt i kampen.
Efter at SønderjyskE havde misset en to mod en-situation i en god spilvending, gjorde de lyseblå det igen, da fireminutters-mærket var passeret.
Gustav Nielsen kom fri til skud, og den vævre svensker er i målform for øjeblikket. Hans afslutning sad perfekt bag Juha Metsola, der tidligere har vundet prisen som bedste målmand i både Liiga og KHL og stået adskillige kampe for det finske landshold. Bare hans cv sagde noget om den klasse, der var i Vojens i aften.
Men altså 1-0 til SønderjyskE og optimisme at spore gennem hele første periode. Også på trods af en finsk udligning ved Oiva Keskinen, der fik skubbet pucken ind tæt under mål til 1-1 efter otte minutter.
Finnerne har og havde individuel kvalitet på allerhøjeste niveau. Vi fik det første bevis, da Emil Järventie fikst trak udenom Oscar Schulze og satte 1-2 ind via to forsøg på Tobias Villykke.
Den unge keeper havde fået chancen i buret og leverede rigtig mange fine redninger på en aften, hvor klasseforskellen for alvor viste sig i anden periode. De elegante finner snoede sig let op gennem midtzonen og skabte rigtig mange muligheder. Tre af dem gav pote i anden periode, hvor Tappara afgjorde kampen definitivt.
Hugo Gallets "plaf" fra højrekanten til 1-4 var højdepunktet i flotte finske 20 minutter, hvor Metsola i Tappara-målet meget sjældent blev udfordret.
SønderjyskE stillede altså med Pettersson på bænken og uden Pelletier, Ahlberg og Anders Biel, der har trukket sig fra ishockeyen. Det gav CHL-hockey til unge Elias Borup, der dermed fik sin første istid for SønderjyskE.
Tredje periode var ren transport for begge mandskaber. Kampen var afgjort, finnerne sad på det meste og scorede yderligere to gange. William Boysen og Joseph Jonsson havde begge store chancer på omstillinger, men manglede selvtillid i afslutningerne.
1703 tilskuere var vidne til en ganske hyggelig ishockeyaften, hvor Tappara spillede sig tættere ind på top 16, mens SønderjyskE nu kan glæde sig til at afslutte denne sæsons CHL-eventyr hos Eisbären Berlin.
Det sker i øvrigt i det legendariske "Wellblechpalast", hvor Eisbären spillede, inden klubben rykkede ind i den store Mercedes Benz-Arena. Nu tages "reservehallen" i brug for en aften, og det skal nok blive en fin oplevelse for de tilskuere, der tager turen til Berlin.