Knivskarpe Salzburg straffede de danske mestre i anden periode af søndagens CHL-kamp

SønderjyskE Ishockey spillede søndag eftermiddag sin anden CHL-kamp i sæsonen.

I Salzburg kunne de lyseblå desværre ikke helt leve op til det gode spil fra fredagens kamp i Straubing, og dumme fejl i begyndelsen af anden periode kom til at koste dyrt for SønderjyskE.

Første periode var godkendt. Lige bortset fra Mattias Petterssons fejl, der førte til Red Bulls første mål, var sønderjyderne ganske fornuftig med i kampen. 

Men i begyndelsen af anden periode gik det helt galt. På lige over to minutter scorede østrigerne tre mål i powerplay. Den "nye regel" som CHL afprøver, hvor de to minutters udvisning kører "helt ud", selv om der bliver scoret, blev kostbar. 

Alexander Wiklund tog en af de helt unødvendige udvisninger ved stillingen 2-0 til Salzburg, og den kostede mål af både Andrew Rowe og Peter Schneider for østrigerne. 

Mario Hubers 5-0-mål sidst i anden periode afgjorde kampen definitivt. 

I tredje periode fik SønderjyskE reduceret to gange ved Nikolaj Krag-Christensen og Alexander Wiklund og havde faktisk flere gode muligheder i slutfasen. 

Men 6-2 var et fair facit af en kamp, hvor manglende disciplin hos SønderjyskE og stærkt powerplay hos hjemmeholdet var de vigtigste ting at trække med ud.

Torsdag aften spiller SønderjyskE hjemme mod Fischtown Pinguins fra Bremerhaven i den tredje CHL-kamp. SønderjyskE slog de tyske vicemestre med 4-3 i en testkamp for nylig og kan måske igen overraske det nordtyske mandskab. 


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Herning Blue Fox Rungsted drog fra Esbjerg med alle tre point