SønderjyskE spiller i aften den sidste kamp i Champions Hockey League for denne omgang.
Eisbären Berlin er i aften værter for de danske mestre og dermed får vi altså et direkte møde mellem mestrene fra de to lande.
Og det bliver ikke på Eisbärens normale arena, der passer til 15.000 tilskuere, men derimod i det klassiske Wellblechpalast, der minder om en større udgave af den gamle hal i Vojens. Her spillede Eisbären, dengang klubben hed Dynamo i DDR-tiden og også lidt ind i den samlede tyske liga, inden klubben blev til Eisbären Berlin.
Der er plads til et sted mellem 4.000 og 5.000 tilskuere og der er ingen tvivl om, at de nostalgisk indstillede Berlin-fans glæder sig til en tur i den gamle arena.
Eisbären skal vinde kampen for at være sikker på en top 16-placering og videre færd fremad i Champions Hockey League.
- Vi glæder os helt vildt til kampen. Vi skal være på toppen for at nå vores første sæsonmål (top 16). Vojens (SønderjyskE) kommer formentlig med stor motivation og har intet at tabe. Vi skal spille til hundrede procent og være koncentrerede fra første minut, og det er vigtigt, at vi igen kan spille med seks backer. De sidste uger har virkelig været hårde. Men mod Vojens kommer "Welli" (øgenavn til hallen) virkelig til at brænde, så Vojens skal virkelig være klar, siger målmand Jonas Stettmer til Berlin-klubbens hjemmeside.
Hos SønderjyskE kan spillerne se frem til en stor oplevelse i den gamle arena, men det bliver også optakten til et knaldhårdt program for de forsvarende mestre, der spiller 10 kampe på 20 dage.
Fredag spiller SønderjyskE i Esbjerg, søndag i Rødovre og tirsdag såmænd i Rungsted. Sæderne i SønderjyskE-bussen bliver slidt tynde i de kommende dage.