Pelle Hånberg førte Grenoble videre i top 16

Nok tabte Grenoble den sidste kamp i grundspillet i Champions Hockey League, men den franske klub er alligevel videre til top 16-slutspillet i den europæiske klubturnering. 

Grenoble havde allerede inden sidste spillerunde scoret otte point, og det var altså nok til at komme videre blandt de 16 bedste i ligaspillet.

En stor præstation af de franske mestre, der har en kendt mand i spidsen for holdet i boksen. Det er nemlig Pelle Hånberg, der i sæsonen 2022-23 stod i spidsen for Frederikshavn White Hawks og sæsonen efter blev hentet af Herning Blue Fox, hvor han førte midtjyderne til en semifinale mod Sønderjyske, der var knaldhård og som Herning endte med at tabe 2-4 i kampe. 

Det betød, at Blue Fox ikke forlængede kontrakten med Hånberg, der tog videre til den franske traditionsklub i Grenoble. 

Her blev han i sidste sæson manden bag det første mesterskab siden 2022, og nu har han altså sørget for, at Grenoble er videre i CHL. 

Det har han i øvrigt gjort med to tidligere spillere, som Hånberg havde under sine vinger i Danmark. Alexis Binner spillede i Herning i 2023/24-sæsonen, mens Pontus Englund spillede for Frederikshavn i 2023/24-sæsonen, inden han blev hentet til Herning. 

Hånberg, Binner, Grenoble og Englund kommer også til at være kraftige underdogs i den kommende ottendedelsfinale, hvor det gælder den bedste klub i CHL-historien, Frölunda, der har tradition for at komme meget langt i den europæiske turnering. 


EXPECTED GOALS: Herning skaber flest muligheder, Aalborg med stort potentiale