Frederikshavns kaptajn var stærkt tilfreds med comebacket trods nederlaget mod Herning

Det var en helt vild mandagskamp, som de 1180 tilskuere fik at se i Frederikshavn i aftes. 

White Hawks-kaptajnen Christian Mieritz var en af de aktører, der var med i dramaet, og Mieritz var trods nederlaget på 5-7 mod topholdet fra Herning ganske tilfreds med den moral, som holdet viste. 

- Det var god hockey. Jeg så noget i truppen i dag, som vi ikke havde set før i sæsonen. Noget ild i øjnene. Drengene arbejdede rigtig godt i anden periode (hvor Frederikshavn gik fra 1-4 til 4-4). Klart - vi kommer til at møde modgang og noget "bounce ud" mod et rigtig godt Herning-hold, sådan er det. Det er mere end godkendt at levere det comeback, sagde Christian Mieritz til JFM Play efter kampen i aftes. 

- Første periode var lidt sløv, vi var lidt uheldige med de to første mål og filmen knækkede lidt. Men vi kom stærkt tilbage - nøjagtigt som vi gjorde i Odense for nylig, hvor vi gik fra 1-3 til en 4-3-sejr dernede. Det beviser, at vi bygger på noget rigtig godt og vi bliver bedre kamp for kamp. Ærgerligt, at vi ikke fik et point eller to med hjem, sagde Mieritz. 

Hvad blev der sagt mellem første og anden periode inde i omklædningsrummet?

- Selvfølgelig blev der vist nogle følelser, men vi blev enige om, at der var 40 minutter tilbage og at vi skulle spille hele ishockeykampen. Så vendte momentum, som vi kender fra al sport. Man lugter lidt blod og så vender det. Vi oplevede det selv omvendt mod Rungsted, hvor vi førte 2-0 og de pludselig fik momentum og vandt 4-2. Men det er jo en af de mange fede ting ved sport, konstaterede Christian Mieritz. 

Søndag møder Frederikshavn det andet tophold fra Herlev. 

- Vi skal vise, at det er vores hjemmebane. Det skal være svært at spille heroppe i Frederikshavn. Vi har måske en lille fordel af, at vi ligger så højt oppe i Nordjylland, og jeg opfordrer til, at alle folk kommer til søndagshockey, sagde han. 


BILLEDER: SKARPE SKUD fra VeteranMatch Esbjerg-Rødovre KAMPEN KORT: VILDT DRAMA i Frederikshavn, da Herning tog alle tre point