Aalborg Pirates-Corona Brasov 3-2 (1-1,1-0,1-1) Til lørdagens kamp kunne Aalborg Pirates tage et stort skridt frem imod finalerunden af årets Continental Cup med en sejr over de rumænske og ungarske mestre fra Corona Brasov. Tre point ville give et fantastisk udgangspunkt til dem, og det var også hjemmeholdet, der kom klart bedst ud til kampen. Gæsterne blev presset i bund, men gæsternes målvogter Zoltan-Laszlo Toké lavede flere store redninger i kampens første kvarter.
Scoringen til de danske pirater lå dog lige om hjørnet, og derfor var det ikke ufortjent, da Julian Jakobsen bragte Pirates foran 1-0. I powerplay spillede han flot sammen med Joonas Niemelä, som endte med en utagelig afslutning op i det fjerneste hjørne.
Desværre slog rumænerne til blot halvandet minut senere på en mindre fejl i den nordjyske defensiv. Det gav en tværpasning og et kaos foran George Sørensen, hvilket resulterede i en udligning. En udligning til 1-1 som også var stillingen efter første periode, trods par gode danske muligheder. Heriblandt en såkaldt ”Michigan” fra Niemelä, som røg i sidenettet.
Anden periode blev mere rodet, flydt med mange spilstop og udvisninger. Især til rumænerne, som havde svært ved at finde linjen på kampen og spillede utroligt fysisk hele vejen. Dog var det normalt så skarpe powerplay hos Pirates ikke helt sat sammen i de første to omgange i perioden, som endte uden scoringer.
Heldigvis fik danskerne mod afslutningen af perioden et nyt powerplay, og endelig fik de sat spillet rigtigt op. De fik flot etablerede sig i zonen, og efter et minuts pres fandt Darien Craighead en helt åben Joonas Niemelä, som tæt under mål styrede pucken i netmaskerne.
Dermed skulle kampen forsvares hjem i tredje periode, men trods en ganske fornuftig defensiv struktur og hårdt arbejde i perioden fra Aalborg gik det pludselig galt. I boxplay fik Tobias Ladehoff en friløber, som han desværre ikke fik scoret på og i stedet løb gæsterne kontra. Netop som udvisningen udløb endte pucken hos Yevgeni Skachkov, som hamrede pucken i nettet med otte minutter igen.
En træls udvikling på en kamp danskerne ellers havde fin kontrol på, men med to minutter igen fik de igen chancen i overtal, da Daniel Koger måtte en tur i straffeboksen for en høj stok.
En stor chance for Aalborg, og en chance som Julian Jakobsen udnyttede. Som så ofte før vandt danskeren sin duel foran mål, og selvom han var ude af balance, fik han sendt en pasning fra Troy Lajeunesse ind i nettet med 46 sekunder igen til kæmpe jubel i Sparekassen Danmark Isarena.
Herfra kunne nordjyderne sikkert køre det sidste minut af haluret, og kunne dermed fejre sin anden sejr i årets Continental Cup og maksimumpoint i turneringen. I morgen gælder det GSK Katowice fra Polen, hvor et point er nok til at sikre videre avancement til Super Final.