Midtjyderne skal ud i nyt møde med GKS Katowice

Polsk ishockey var enkelte gange helt oppe i top otte på verdensplan, og har for eksempel udkæmpet nogle drabelige slag mod Vesttyskland for at undgå nedrykning til den daværende B-gruppe, mens Danmark huserede i C-gruppen.

Polsk klubhockey har også været langt stærkere end den danske ditto, men det er mange år siden, at Vojens IK blev slået ud af den daværende Europa Cup (1980/81) af de polske mestre Zaglebie Sosnowiec efter nederlag på 3-10 og 2-11 i de to kampe.

Nu er det Danmark, der har overhånd på landsholdsniveau, men på klubniveau har der været tætte kampe i de seneste sæsoner. I finaleserien i 2021/22 tabte Aalborg 0-4 til Cracovia Krakow som endte med at vinde hele turneringen. 

I den indledende runde i denne sæson mødte Herning aftenens modstander fra GKS Katowice i den sidste og afgørende kamp. Her lykkedes det for Blue Fox at vende 0-2 til en 3-2 i overtid og lige nøjagtig det blev afgørende for, at Herning passerede hjemmeholdet fra Cortina i den endelige tabel.

Så forvent ikke meget andet end en helt lige kamp i aften i Cardiff, hvor Herning-spillerne skal op mod et polsk hold, der nok har en flok polakker på holdet, men altså også spiller med en komplet finsk andenkæde (sådan var det i hvert fald i semifinalen) og 10-12 importspillere.

Herning har ni imports i flokken, men altså også række dygtige danskere, der stiller op i det, der ligner en fuldstændig åben Continental Cup Super Final. For Hernings vedkommende gælder det altså muligheden for sæsonens første pokal og jagten på sølvtøj går virkelig i gang med midtjyderne nu, hvilket også giver et historisk hårdt kampprogram.

Hvis Herning vinder semifinalen i Metal Final4, kommer Blue Fox-spillerne til at spille hele seks kampe på blot ni dage. 

Lørdag møder Herning Nomad Astana fra Kasakhstan, mens det kan blive et brag af en finale søndag aften, hvor Herning møder værterne fra Cardiff. Tænk hvis den kamp kommer til at afgøre Continental Cup.

 

 


OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Rungsted Seier Capital OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Aalborg Pirates