Spændende kamp i vente mod ukendt hold fra Kasakhstan

Herning Blue Fox træder ukendte vande i eftermiddag, når det gælder den anden gruppekamp i Continental Cup mod Torpedo Ust-Kamengorsk fra Kasakhstan.

Det er et hold udelukkende bestående af spillere med kasakhstansk og russisk pas, der spiller i Nottingham i eftermiddag, og det er en klub med meget stolte europæiske traditioner. Tidligere under navnet Torpedo-Kazzinc (opkaldt efter en stor mineindustri-virksomhed) og nu altså under navnet Torpedo Ust-Kamenogorsk eller Öskemen, som byen hedder lokalt.

Der er 400.000 indbyggere i byen, og godt 4000 kilometer - ifølge Google Maps - til Nottingham, hvor Continental Cup-finalen spilles. For øjeblikket er der -31 grader i Ust-Kamengorsk, så i forhold til hjemme er det meget lune forhold, som Hernings modstander i dag spiller under.

Torpedo Ust-Kamenogorsk ligger for øjeblikket nummer tre i den lokale liga, og tabte finalen i fjor. Tidligere har klubben spillet i VHL, den næstbedste russiske liga, men er altså nu i Kasakhstans liga, hvor klubben som oftest er med i toppen.

Der var ikke en eneste spiller fra klubben med i Kasakhstans VM-trup, men året forinden var den nuværende topscorer Dmitri Grents med på landsholdet. 

Hvad kan Herning forvente? For det første, at de intet forstår af, hvad der bliver sagt i den anden boks, der er fuldstændig fjernet for de engelske/canadiske gloser, der trods alt næsten altid huserer i Europa, og for det andet, at Torpedo Ust-Kamenogorsk-mandskabet er skolet i den "russiske skole" - altså med godt pasningsspil, dygtigt skøjteløb og stor disciplin.

Vilkårene er klare: Hvis Herning vinder enten i ordinær eller forlænget spilletid, er finalepladsen en realitet. Giver det et eller nul point, skal Herning have hjælp af Angers i morgen, og taber Herning med OVER tre mål og ender med minusmålscore, er det også teoretisk umuligt at nå finalen.

Vi bliver klogere 15:30 dansk tid. Kampen sendes på IIHF.tv. 


CONTINENTAL CUP: Hernings finaledrømme brast mod vild Torpedo-målmand KAMPEN KORT: Rødovre tog den tredje hjemmesejr over Odense