SønderjyskE er et af de hold, der har været ramt hårdest af Corona-smitten i Metal Ligaen. Seks spillere har været ude grundet den trælse smitte, men nøjagtig som i Herlev - en anden hårdt ramt klub - har SønderjyskE fået bugt med Coronaen i en landsholdspause uden landshold, der kom på et ret belejligt tidspunkt.
Det betyder, at SønderjyskE er klar til at spille mod netop Herlev på onsdag i den københavnske forstad, skriver Der Nordschleswiger.
- Vi har på intet tidspunkt været oppe på syv spillere, som er ligaens grænse, og vi med stor sikkerhed klar til at spille i Herlev på onsdag. Vi har haft seks tilfælde af Corona hos, men det virker til, at vi har haft lejlighed til at inddæmme smitten. Spillerne har haft fri et par dage og ikke været på is, men det tyder på, at det har givet pote, siger Kim Lykkeskov til avisen.
Han fortæller, at fem af de ramte spillere: Mikkel Jensen, Oliver Gatz, Martin Eskildsen, Victor Rollin Carlsson og Anders Biel (var skadet i forvejen) synes at være klar til at vende tilbage. Alle er testet negative og venter på negativ-test nummer to. Anders Førster er endnu ikke kommet så langt, og er altså ude onsdag aften.