Daniel K. Hansen har forlænget sin kontrakt med SønderjyskE Ishockey med endnu et år, og Vojens-knægten er dermed klar til sin 12. sæson i lyseblåt.

Når Metal Ligaen sætter 2022/23-sæsonen i gang, bliver det igen med Daniel K. Hansen i lyseblåt.

Det skriver SønderjyskE i en pressemeddelelse. 
 
Den 27-årige back har forlænget sin kontrakt med SønderjyskE Ishockey med endnu et år, og dermed bliver Vojens-knægten i den klub, hvor han har spillet i hele sin karriere.
 
Daniel K. Hansen startede karrieren i Vojens Ishockey Klub (VIK) og har spillet for SønderjyskE’s ligahold siden 2011/12-sæsonen, så det bliver den 12. sæson i lyseblåt, han tager hul på efter sommerferien.
 
Direktør Klaus Rasmussen glæder sig over, at Daniel K. Hansen nu er klar til endnu en sæson i SønderjyskE Ishockey.
 
- Daniel K. Hansen er en ægte Vojens-dreng, der bærer klubbens værdier på bedste vis. Først og fremmest er han hårdtarbejdende på og uden for banen, og han er blevet en af vores vigtige kulturbærere.
 
- På banen tager han også et større ansvar, og de seneste sæsoner har han markeret sig mere og mere offensivt. Han lægger hele tiden på sit spil og spiller nu med en stor rutine efter mange kampe i Metal Ligaen, og vi er glade for, at en af vores trofaste spillere nu er på plads for endnu en sæson, siger Klaus Rasmussen.
 
Daniel K. Hansen siger om forlængelsen:
 
- Jeg er rigtig glad for at få forlænget min kontrakt i SønderjyskE. Jeg glæder mig til, at vi som hold skal fortsætte den udvikling, vi har været igennem, og så håber jeg personligt på at kunne bygge yderligere på mit spil. Jeg ser frem til at mødes med mine holdkammerater og alle fansene efter sommerferien og glæder mig til at tage hul på en ny spændende sæson i Metal Ligaen, siger Daniel K. Hansen.


NIKOLAJ EHLERS klar til VM-testkampe mod Storbritannien Thomas Lillie skifter til Aalborg Pirates