En stor spiller stopper karrieren. Efter 878 kampe og 530 point i den danske liga (med "konkurskampe") er Daniel K. Nielsens karriere forbi. Det skriver på sin Facebook-profil.
Og lad os slå det fast med det samme: Herning Blue Fox-hockeyen vil ikke være det samme uden Daniel K. Nielsen.
Sådan er det bare.
For hvem skal nu elegant styre pucken udenom en modstander i egen zone, lægge den åbnende pasning op gennem banen og starte et nyt angreb?
Hvem skal lægge pucken på mål i powerplay med et snigende, giftigt skud direkte ud fra håndleddet?
Hvem skal i øvrigt være kaptajn?
Og hvem skal bære nummer 18? Forhåbentlig ingen. Trøjen er formentlig på vej direkte op i taget i Kvik Hockey Arena i det sekund, lejligheden har budt sig.
Jeg har fulgt Daniel K. Nielsens karriere i over 20 år. I Herning, i Leksand, i Hamburg og på det danske landshold. Det har altid været en fornøjelse – både på isen og i omklædningsrummene efter kampene - i Herning og ude i verden.
Nok er han en ægte midtjyde og til tider en ordknap af slagsen, men har altid stillet op efter kampene og udtalt sig og taget ansvar – uanset om hans hold har vundet eller tabt.
For mig er en ægte vinder i sporten også en aktør, der er stor i nederlagets stund.
Det har Daniel K. Nielsen altid været.
Da han var i sin bedste periode på isen i Herning, var han dominerende. Altid rent spillende og med en elegance og evne til at læse spillet, der altid matchede de bedste udlændinge i ligaen – og ofte mere til. Hans evne til at levere både mål og assister fra blå linje i powerplay skræmte i lang en årrække modstanderne fra vid og sans. Det blev altid farligt, når han stod deroppe. Altid.
På landsholdet kunne han tilpasse sig ethvert niveau. Uanset om det har været et ordinært østrigsk hold eller en stjernebesat canadisk besætning har han i den grad brugt sin enorme spilintelligens til bare at være der og gøre sit job præcist og uden de store fejl.
Man skal ikke undervurdere, hvor stor en kunst det har været for en spiller som Daniel K. Nielsen at gå fra dagligdagen i Metal Ligaen og til VM-turneringer med langt højere tempo og langt bedre modstandere. Han har mestret det stort set hver gang. Og til tider har han også domineret på landsholdet.
Derfor har han altid været en spiller, som enhver træner har kunnet stole på. En sand professionel og en ishockeyspiller langt over gennemsnittet, der har vidst, hvordan man passer sit job.
Det har aldrig været ufint, urent eller uskarpt og Daniel har aldrig været upopulær hos modstanderne eller modstandernes fans.
Derfor kan man med rette bruge det gamle ordspil: ”En gentleman takker af”.