Den tidligere Odense-spiller får kontrakt i den britiske liga

Dante Hannoun nåede at gøre et fint indtryk i Metal Ligaen med sine store fighteregenskaber. 

Han var på en korttidskontrakt i Odense Bulldogs, som ikke blev forlænget efter udløb 23. november. Og det var vel oplagt, at en anden dansk klub måske ville gribe chancen og skrive med den lille fighter, der lavede fem mål og to assister i ni kampe for Bulldogs.

Men - sådan bliver det ikke: Dante Hannoun tager en tur over Nordsøen og har skrevet med Manchester Storm, der spiller i Elite Ice Hockey League, den bedste liga i Storbritannien. 

Det skriver den britiske klub på sin hjemmeside.

Cam Critchlow, coach for Manchester Storm, kalder Dante Hannoun for en kvalitetsspiller, der kan styrke både toppen og bredden på holdet, og Dante Hannoun kan nu slå sig ned i Storbritannien. 

Efter at han begyndte sæsonen i Presov i Slovakiet, hvor han blev fyret, og fik korttidskontrakten i Odense, som altså heller ikke blev forlænget, har Hannoun altså nu fået kontrakt for resten af sæsonen med Manchester Storm. 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Herning Blue Fox KAMPEN KORT: Aalborg slog Herlev igen og rykker nærmere