Aalborg og Rungsted mødes i Sparekassen Danmark Isarena

De seneste fem danske mesterskaber er fordelt med tre til Aalborg og to til Rungsted Seier Capital.

Derfor er det ikke forkert at tale om "de to stormagter" i dansk ishockey, der mødes i aften i en testkamp. Det bliver dermed første gang Aalborg og Rungsted mødes siden den dramatiske kvartfinaleserie fra i fjor.

Den gik som bekendt over syv kampe med Aalborg som vinder i den syvende og afgørende kamp og med Rungsted som 11-2-vinder i den første kamp i det nordjyske.

På mange måder en dramatisk serie og Rungsted kan jo bryste sig af, at holdet var det, der pressede Aalborg hårdest i slutspillet. Pirates vandt 4-0 i kampe over Herlev i semifinalen og 4-2 i finalen over Herning. 

Aalborgenserne har nogenlunde samme danske kerne som i fjor, og med flere imports, der tidligere har spillet i klubben, er kontinuitet nøgleordet for sportschef Ronny Larsens og cheftræner Garth Murray.

Kunsten er naturligvis at holde sulten i live efter to danske mesterskaber. Første mål for Aalborg vil være at blive den tredje klub i historien til at hente et dansk mesterskab tre gange på stribe. (KSF og SønderjyskE er de to eneste klubber, der har præsteret det tidligere). 

Rungsted kommer med et helt nyt og spændende mandskab uden mange af de tidligere kernefigurer. Nu skal de nordsjællandske fans til at vænne sig til et hold uden Persson og Olsson, men i stedet med navne som Tim Wahlberg og Filip Karlsson, der bliver de svenske afløsere i forwardlinjen. 

Kampstart 19:00 i Aalborg med Metalligaen.tv ved kameraet. Jesper Larsen kommenterer - husk at du kan se alle træningskampe gratis. 


Testkamp: Aalborg vendte og vandt mod Rungsted SønderjyskE ville have fat i Leskinen allerede i maj