RETRO-redaktør Peter Fredberg har spurgt Frits Nielsen, Jimmy Bøjgaard og Michael Søvsø om kvartfinaler og guldfavoritter og kommer med sit eget bud på de kommende ugers forløb

Hvilken gyserafslutning på 48-runders-forspillet.

Jeg tænker på kampene i Rødovre og Vojens. Især det nervepirrende vind-eller-forsvind-drama på den københavnske vestegn, Rødovre-Frederikshavn.

Jeg kan ikke lade være at føle med de sønderknuste vendelboer. Bittert at ryge ud lige før det bliver rigtig sjovt. Men sådan er hockeylivet også. Det kan være brutalt.

Vi andre kigger fremad og har det bedste til gode: Playoff. Hockeyens salt og peber.

Inden pucken fredag aften smides til et tæt og fysisk slutspil, har Metal Ligaen stillet to spørgsmål til fire garvede hockeyiagttagere, som i en menneskealder eller to har de fulgt dansk og international ishockey på nærmeste hold.

Hvordan går det i de fire kvartfinaler? Din favorit til DM-guldet?

Frits Nielsen, legendarisk guldvinder som spiller og træner, TV-kommentatoren Jimmy Bøjgaard, Metal Ligaens chefredaktør Michael Søvsø og Peter Fredberg, ishockeymedarbejder på B.T. i 45 år, vover det ene øje.


Frits Nielsen:

”Glem oktober. Glem julekampene. Glem op- og nedture for jeres favoritter. Slutspillet er en helt ny turnering med sit eget liv.

Fra fredag handler det om hårdhed, udholdenhed, målmandsspil, disciplin og ikke mindst evnen til at rejse sig efter et nederlag.

Aalborg-Rødovre 4-0. Piraterne har bare bedre spillere på alle pladser. De afgør det med fire sejre i træk.

Herning-Herlev 4-1. Herning ligner ind imellem et mesterhold, men sætter selv spørgsmålstegn ved, om de har hårdheden og psyken, når det gør rigtig ondt, som det ofte gør i slutspillet. I første runde har Herlev dog ikke mandskab til at stå imod presset. De vinder højst en enkelt kamp hjemme.

SønderjyskE-Rungsted 4-2. SønderjyskE har siden 3-13 mod Esbjerg 29. december vundet 17 af 19 kampe inklusive pokaltriumfen og kun lukket 32 mål ind. De har spillet sig til favoritværdigheden. Er der et hold i første runde, der kan overraske, kan det dog blive et fuldtalligt Rungsted-mandskab.

Odense-Esbjerg 2-4. Helt åbent. Ingen af holdene ved man, hvor man har. Føler dog, at Esbjerg har den bedste offensiv og defensiv, når det gælder, og på målmandsposten kan Mathias Seldrup blive afgørende.

Dansk mester: SønderjyskE. Jeg hælder til ligaens mest formstærke hold. Svært at se dem tabe fire af syv kampe i nogen af serierne med den formkurve, de har fremvist siden nytår.” 

Jimmy Bøjgaard:

”Så er det slutspilstid, og her bliver drenge til mænd, eller også sendes de på sommerferie. Det er altid en fascinerende tid, som indeholder helt andre elementer end et ”ligegyldigt” grundspil, som derfor heller ikke kan bruges til ret meget her.

Jeg kigger meget på defensiv, struktur, målmænd, trænerarbejde og et holds karakter, når jeg vurderer slutspilshold. Point- og målkongerne, der kan lave tre-fire point per kamp, betyder mindre her, mens forwarden eller spilleren med evnen til at score det afgørende mål eller med de stærke ben i tredje periode og overtid betyder meget.

Og så vurderer jeg også situationen uden for isen, for klubber med ballade på direktørgangen eller i ejerkredsen vinder stort set aldrig noget i det danske slutspil. Historien viser, at de kølige, der har gjort hjemmearbejdet, vinder mere end dem, der viser spontane følelser i playoffs.

Når seks hold tror, de kan vinde guld, så trækker jeg også lidt fra, for der er kun fire hold, der kan vinde, og de er alle jyske. To guldfavoritter og to outsidere.

Lad nu teamet levere og stol på dem. Vilje står teknik.

Aalborg-Rødovre 4-0
Guldfavoritterne fra Aalborg kører denne her sikkert hjem. Jeg tror ikke, de dummer sig undervejs på udebane. En af historiens mest ulige kvartfinaleserier. Rødovre vandt deres ”slutspilskamp” ved at slå Frederikshavn i tirsdags, og nu skal Aalborgs guldfavoritter cruise igennem, selv om nogle i byen altid lige får nævnt det fatale kvartfinalenederlag til Gentofte i 2017.

Herning-Herlev 4-1
Herning er store favoritter, men fundamentet virker skrøbeligt. Herlev skal nok komme med en vis slutspilsbegejstring, som kan indbringe en hjemmesejr. Kun guld tæller i Herning, som i sidste sæson fyrede træneren efter første pokal i otte år og finalenederlag. Så alle har noget på spil og er fyringstruet, hvis ikke der leveres.

SønderjyskE-Rungsted 4-2
SønderjyskEs flotte sæson har bragt dem seriøst ind i guldræset, som egentlig kun burde omhandle Aalborg og Herning. Rungsted er svingende, og jeg tror, deres sløje sæson gør, at de kommer til at mangle et basalt fundament på udebane. Mattias Pettersson i det sønderjyske mål kan gøre en forskel. I øvrigt respekt til Team Førster og kølig ledelse, for vi skal lede længe efter denne her tiltro til et dansk trænerteam, som endda er forlænget. Stærkt.

Odense-Esbjerg 2-4
Kvartfinalernes tætteste serie, og den kan sagtens gå i syv kampe. Jeg synes, den er helt åben, og små marginaler kan sagtens komme til at afgøre tingene. Jeg tror dog mest på Esbjerg, for de løfter sig ofte i slutspillet, hvor de forsøger at bringe mere fysik ind. Odense skal forsøge at ryste sidste sæsons kvartfinalenederlag af sig. Fedt at se kompetente Michael Eskesen ombord på trænerbænken. Han kan sin hockey og er en fynsk kulturbærer.”

Michael Søvsø:

Allerede tirsdag aften fik vi en slags slutspilsrunde. Der var spænding til det sidste i runde 48 overalt og ganske betegnende var stillingen efter anden periode uafgjort i alle kampe. Herligt.

Forhåbentlig var det en generalprøve på den spænding, vi kommer til at opleve i de kommende uger i slutspillet. For mig er ishockeyslutspillet den absolut bedste sportsbegivenhed på året. Intet matcher playoffs, hverken fodboldens Superliga, Tour de France eller VM i håndbold.

I playoffs kæmpes der om hver eneste centimeter i hver eneste kamp. Trænere, spillere og tilskuere går hinanden på nerverne og kommer ind under huden på modstanderen over syv kampe. Trætheden kommer, skaderne kommer og går, og når et hold vinder en serie, føles det som at vinde et helt grundspil.

Nå, vi skal i gang. Her et kort bud på udfaldet af de kommende serier:

Aalborg Pirates-Rødovre Mighty Bulls 4-0
”Aalborg har ”tumlet lidt” med det i slutningen af grundspillet, men er selvfølgelig kæmpefavorit i den her serie. Der er så meget individuel klasse og rutine på Pirates-holdet, at nordjyderne ender med at vinde serien. Alt andet vil være en af historiens største sensationer i dansk ligaishockey. Jeg elsker entusiasmen hos Rødovres unge garde, og forhåbentlig kommer der igen 2500-3000 tilskuere, når der er slutspil i Holger Danske Arena. Måske kan det bære Rødovre til en enkelt eller to sejre.

Herning Blue Fox-Herlev Eagles 4-2
Da de to hold senest mødtes, vandt Herning 8-0 over Herlev hjemme i Kvik Hockey Arena. Så nemt går det slet ikke på fredag. Jeg så Herlev spille i Odense i tirsdag, og der blev slet ikke givet ved dørene. Herlev spiller ud fra en stram, solid defensiv og ”top-svenskerne” er eksperter i at slå kontra og spille powerplay. Alligevel har jeg Herning som favorit, og det vil være en kæmpe skuffelse for Blue Fox at tabe den her serie. Midtjyderne har i mine øjne en større bredde, der giver den afgørende fordel over syv kampe.

SønderjyskE-Rungsted Seier Capital 4-2
Den her bliver spændende. SønderjyskE har haft tjek over Rungsted i grundspillet og ikke mindst i Metal Final4-finalen, hvor nordsjællænderne blev knust med 7-0. Dengang gik SønderjyskE-spillerne knaldhårdt til Rungsteds mere tekniske mandskab, og det lignede en korrekt recept. Så Rungsted bliver sat under tungt pres fredag aften i Vojens, hvor hjemmeholdets fire kæder vil forsøge at kværne gæsterne. SønderjyskE er min favorit til at tage serien, MEN Rungsted er på det seneste kommet med Quinn Ryan og et helt andet udtryk, som den nye trænerduo formentlig har medvirket til. Det bliver slet ikke nemt for Anders Førsters tropper.

Odense Bulldogs-Esbjerg Energy 3-4
Hvor bliver det her spændende og ikke mindst uforudsigeligt. Både Odense og Esbjerg har svinget op og ned gennem hele grundspillet med både sejrs- og nederlagsserier, og spørgsmålet er nu, hvilket hold, der er mest klar til playoffs. Odense har været bedst i den sidste del af grundspillet, hvor Esbjerg har spillet dårligt og mistet fjerdepladsen til netop Bulldogs. Det bliver en fysisk hård serie, hvor de to hold kommer til at ”nedkæmpe” hinanden. Hvem har flest kræfter? Jeg tipper en serie over mange kampe, og Esbjerg med en lille fordel i form af en lidt bredere trup. 

Dansk mester: Den er svær. Mavefornemmelse siger, at Aalborg tager den tredje på stribe.”

Peter Fredberg:

”Et par dage inden første runde i grundserien tippede jeg Herning Blue Fox som kommende mester i en finale mod Aalborg Pirates. Men inden vi når så langt, så lad os kaste et blik på de fire kvartfinaleserier.

Aalborg-Rødovre 4-1.
Det er fristende at skrive, at de forsvarende mestre og grundseriens suveræne vindere gør rent bord. Men hvorfor skulle det unge Rødovre-hold ikke kunne drille storfavoritterne i en enkelt hjemmekamp. Efter to sæsoner uden for playoff er tyrene tilbage, hvor det sner. Endda med ligaens yngste trup, fire udlændinge (startede med seks, to blev solgt), stor gæld og laveste budget. Allerede en sæson over sportslig forventning.

Herning-Herlev 4-1.
Herlev er næsten per tradition undertippet, men det er svært at se, hvordan de kan true Herning i en bedst-af-syv serie. Selv om Blue Fox undervejs har været svingende, har de spillerne og ambitionerne til at gå hele vejen. Disciplinen og psyken er opadgående. Og mål- og pointkongerne Mathias From, Jesper Thornberg, Brett Thompson og Mathias Bau er alle i grundseriens top 10.

SønderjyskE-Rungsted 4-2.
Når Rungsted er bedst, er nordsjællænderne farlige for alle. Det virker, som om systemerne under den nye trænerduo, Marcus Olsson og Håkan Åhlund, er begyndt at fungere. Men nu er det bomstærke SønderjyskE, ligaens mest formstærke hold, som har imponeret vildt siden nytår, de skal prøve at trænge igennem. Det nægter jeg at tro, at de kan.

Odense-Esbjerg 3-4.
Den eneste af kvartfinalerne, som bliver afgjort i den syvende kamp. Et plus til kaptajn Philip Larsen & co. Fysikken er på Esbjergs side.

Dansk mester: Herning. Jeg holder fast i min profeti fra slutningen af august.”


MATHIAS FROM blev topscorer i grundspillet med 62 point KOMMENTATOR-TIP: SCHULTZ giver sit bud på kvartfinalerne