Rungsted Seier Capital-Herning Blue Fox 4-2 (1-0,0-1,3-1) Rungsted Seier Capital tog måske et skridt ud af resultatkrisen, da klubbens nye trænerduo fik debut i en hjemmesejr på 4-2 over Herning Blue Fox.
De to kriseramte mandskaber gav hinanden en jævnbyrdig prøvelse, hvor den manglende selvtillid hang lidt i luften over en kamp med mange nervøse spilsekvenser og fejl, man måske helst ikke skal se så sent på sæsonen.
Det så på forhånd vigtigt ud for Rungsted ikke at drukne sig selv på udvisninger mod ligaens bedste powerplay, men i stedet slog de selv til med kampens to powerplaymål, hvoraf det ene også blev sejrsmålet på bundlinien.
Gustav Green havde hidtil i karrieren kun lavet et enkelt mål i overtal i Metal Ligaen, men han scorede begge Rungsteds powerplay-mål ved denne lejlighed og bragte dermed Rungsted på både 1-0 og 3-1.
Steve Whitney fortsætter med at vise mere og liv som Rungsteds førstecenter og fik både en assist på 1-0 og scorede selv til 4-1, efter at Morten Jensen havde scoret 2-1 målet fra en nulvinkel på 18-årige Janis Fecers i Herning-målet.
Inden kampe delte Mathias From og Jesper Thörnberg førstepladsen på ligaens målliste med 23 mål hver. Den plads delte de også efter kampen, men nu med 24 mål hver.
Deres mål gav dog ikke afkast på holdets pointkonto ved denne lejlighed. Som en ellers stærkt fightende Lukas Bang sagde i den anden periodepause, så kommer tingene bare ikke så let til Herning lige nu, som tidligere på sæsonen.
Det trøster muligvis Herning en anelse at vide, at de havde så stærke folk ude som Mac Carruth, Petter Hansson, Patrick Madsen, Cameron Brown, Oskars Cibulis og Pontus Englund. Rungsted manglede kun Jack Jacome.
Det tæller dog ikke på tavlen, hvor debuttrænerne Marcus Olsson og Håkan Åhlund foreløbig er ubesejrede.
DEBUTSEJR TIL RUNGSTED-TRÆNERE
Michael Søvsø
Hjemmeholdet trak fra i tredje periode. Hernings tredje nederlag efter Metal Final4