Frederikshavn White Hawks – Aalborg Pirates 5-3 (2-1,2-1,1-1) To afbudsramte mandskaber på isen til lokalslaget, hvor Aalborgs Morin endda måtte give fortabt under opvarmningen. Det gav dog på ingen måder et dårligt et af slagsen, hvor Frederikshavn leverede sæsonens absolut største præstation. Ikke i sprudlende offensiv hockey, men i effektiv, og ikke mindst meget defensivt disciplineret indsats. De har været så meget igennem i sæsonen, men i aften fik de fortjent udbytte af en super indsats af alle mand gennem 60 minutter. Og ikke mindst af keeper Mathias Seldrup, der virkede som en robot i aftenens opgør. Wauw for en præstation af høgenes ankermand.
Kampbilledet helt som forventeligt i første periode, med stor overvægt i spil til gæsterne. De havde vel pucken 80 % af tiden, og kredsede hele tiden omkring hjemmeholdets mål. Derfor var det også en streg i regningen for de røde, at det var høgene der åbnede scoringen i aftenens lokalopgør. Aalborg knægten Sebastian Brinkman tog en solotur forbi flere tidligere holdkammerater, for at udplacere George Sørensen. Pucken ramte dog stolpen, og så stod Nikolaj Krag klar til at smide skiven i kassen til føring til vendelboerne.
Piraterne stadig på togt foran Mathias Seldrup målet, og det lugtede flere gange af en udligning. Da hjemmeholdet fik to spillere i straffeboksen med relativt kort mellemrum, gik den da heller ikke længere. Flot ”russer” spil af piraterne, og kaptajn Jakobsen i afslutterens rolle, og scoring til 1-1.
4-10 stod der på skudstatistikken efter de første tyve minutter, hvilket gav et meget klart billede af begivenhedernes gang på isen. Med resultatet 2-1 efter første periode, stod ikke mål med det vi var vidne til. Men ikke desto mindre var det 2-1 til hjemmeholdet, og det kom i stand da Mathias Mølgaard tog chancen med et skud ude fra siden. George Sørensen lignede en mand med årets største drop, men at dømme efter billederne på storskærmen i hallen, så blev pucken rettet af lige til sidst, og snød fuldstændig Pirates normalt så sikre ankermand.
Det var ren overlevelse for White Hawks igen i anden periode, hvor de var uhyre sjældne gæster i aalborggensernes zone. Ikke desto mindre havde de fordoblet føringen fra første periode til 4-2 efter 40 minutter. Som en af kollegaerne på pressebalkonen så tørt udtrykte det i pausen. ”Det er absurd det her”.
Og det var uvirkeligt det der skete på isen, at White Hawks kunne føre. Ja endda være i nærheden af en føring. Spil og chancer sagde Aalborg Pirates i hobetal, men effektiviteten stod hjemmeholdet for. Første gang i anden periode efter 11 minutter. Gorm Topholt med en afslutning der ramte en Aalborg back, og så stod Mathias Mølgaard klar til at hugge skiven ind til 3-1.
20 sekunder gik der, så havde Martin Højbjerg reduceret med et flot skud højt i målet. God arbejdsindsats af Højbjerg, der fik som fortjent med scoringen. Den så Seldrup ikke.
Man ventede på udligningen, og chancer var der nok af for piraterne. Høgenes defensiv stod fantastisk, og der blev fightet for hver eneste centimeter på isen. De spillede med det de havde, høgene, og det gjorde de godt. Samtidig stod Seldrup på hovedet inde i kassen, når det brændte allermest på.
Kort før anden periodes afslutning kom hjemmeholdet afsted i en kontra fire mod to. Jesper Jensen med en perfekt pasning til Mads Larsen, og så var høgene noteret deres fjerde scoring i aften, på blot otte forsøg. Og derfor min kollegas udtryk ”Det er absurd det her”.
Man stillede spørgsmålet i Nordjyske Bank Arena. Havde høgene kræfter til endnu en defensiv pragtpræstation i tredje periode?
De sled og de slæbte, og de tog nogle knubs de hvide. Sikke en mandfolkepræstation, og selv da de efter fem minutter kom to spillere i undertal, stod de perfekt i boksen, alt i mens Seldrup diskede op med den ene gode pragtredning efter den anden. Han tjente så aboslut sin løn i aften.
Det snerpede til, og tiden gik stærkt hvis man var Pirates fan, og omvendt langsom, hvis man var fan af White Hawks. Pucken kun i hjemmeholdets zone stort set, og der blev givet og taget af et godt hjerte. Men første gang høgene var på besøg i gæsternes zone i perioden, var der kontant afregning. Nikolaj Krag opfangede lid tilfældigt pucken, og så skøjtede han ned og smed den ind i målhjørnet. 5-2, og det på hjemmeholdets blot skud nummer 11 på mål.
Tidligt Aalborg sats med George Sørensen ud af kassen fire minutter før tid. Det gav udbytte med to minutter igen, da Sebastian Bergholt udnyttede stor trafik foran kassen. Seldrup appellerede for offside i målfeltet, men scoringen fik lov at stå, hvilket også så rigtigt ud.
Det blev ikke til mere, og White Hawks kunne drible tre vigtige point ind på kontoen. Aalborg får chancen for revanche allerede i morgen, hvor der er andendagsgilde direkte på TV 2 Sport.