Lad os begynde med det positive først, når talen falder på Rødovre Mighty Bulls: Det kan umuligt blive ringere end i de tre kampe, Mighty Bulls leverede lige op til landsholdspausen.

3-18 mod SønderjyskE, Rungsted og Esbjerg i kampe, hvor Rødovre end ikke var i nærheden af point.

Medmindre, der er totalt morads i omklædningsrummet, eller hærgende lunger efter de mange Corona-syge, så nægter jeg simpelthen at tro, at nedturen kan fortsætte på den måde for Thor Dreslers mandskab. 

Dertil er holdet ganske enkelt for stærkt på papiret, og når man ser, hvad Rødovre nu og da kan præstere, så bør Mighty Bulls ikke komme i fare for at blive indhentet af Odense i bunden af ligaen. 

Jørgen Illemann, sportschef, skitserede det tidligt på sæsonen: De ledende importspillere som Trevor Cheek og Brett Welychka var hentet på en højere hylde end normalt, og gennemgående er det på papiret rigtig dygtige imports, der er i Rødovre. Det samme gælder i øvrigt for en god del af de danske spillere, der enten har mangeårig ligaerfaring eller ret stort talent.

Så med fuld importstyrke for første gang i mands minde - altså her til sidst på sæsonen - og en fin danskerstamme, så er der ingen tvivl om, at karakteren for foreløbig udført sæson netop nu er i bunden af skalaen. 

Det er stadig muligt at redde sæsonen med en kvartfinalesejr eller ved at trække for eksempel Rungsted ud i syv kampe.

Men det kræver, at Rødovre-aktørerne - hele vejen rundt - virkelig finder stoltheden, spilleglæden og systemerne frem. Personligt har jeg set Rødovre spille rigtig god hockey et par gange i den her sæson, men spørgsmålet er naturligvis, om en form for genopbygning kan nås frem til slutspillet. 

Vindermentaliteten skal findes frem igen, og der er altså to kæder af rutinerede spillere - danskere såvel som udlændinge - der skal løfte sig selv og den unge del af truppen op sammen med Thor Dresler. 

Sker det, så kan Rødovre sagtens blive en ubehagelig modstander i en kvartfinale. Sker det ikke, ryger Rødovre ud med mand og mus i kvarten.