Samtlige klubber har bomstærke målmandspar i truppen

Metal Liga-trupperne har taget form i løbet af sommeren, og ikke mindst på en position er det bemærkelsesværdigt, hvor mange markante navne, der er på plads. Det er på målmandsposten, hvor det tyder på, at langt de fleste Metal Liga-klubber lægger op til, at to målmænd deler posten - eller kommer til at kæmpe om pladsen. 

Hvor man for fire-fem år som oftest så en førstemålmand tage langt de fleste kampe, så er det efterhånden mere og mere en trend, at der deles/kæmpes om posten. 

Det betyder i undertegnedes optik, at vi i denne sæson måske kan præsentere den stærkeste - eller i hvert fald bredeste - målmandsbesætning nogensinde i den danske liga. 

Starter vi i Nordjylland, så har Frederikshavn hyret svenske August Hedlund ind som ny mand i buret. Hedlund var en af de bedste målmænd i Hockeyettan i fjor, og han suppleres af Kevin Frydkjær, der i den grad har vist som en kompetent starter, når han i de seneste sæsoner har fået chancen - i sidste sæson i målmandspar med Tadeas Galansky.

I Aalborg har George Sørensen i mange sæsoner været ubestridt førstemand, men i denne sæson kan George Sørensen sagtens få aflastning og måske endda blive vippet af pinden af William Rørth, der kom fra Rødovre i sidste sæsons slutspil. Det er et meget stærkt dansk målmandspar, som Pirates præsenterer.

Herning har Mathias Seldrup som førstemand - nøjagtig som i sidste sæson - men der er ingen tvivl om, at han bliver presset af det unge lettiske talent Janis Fecers, der kommer til at få en del kampe i grundspillet. Og måske er kampen endda åben, når vi kommer frem til slutspillet. Fecers fik faktisk chancen i en af finalekampene mod Odense - dog uden helt at gribe den. 

I Esbjerg var Nicolaj Henriksen måske den mest konstante danske spiller i sidste sæson, mens hans makker Jake Smith ikke ligefrem overbeviste. I denne sæson får Henriksen navnkundige Tadeas Galansky ind som partner i et målmandsteam med ekstraordinær rutine. Både Henriksen og Galansky har været skrøbelige i forhold til skader i de seneste sæsoner, og det bliver fremragende for dem begge med muligheden for pauser. 

Vi drager til Sønderjyske, hvor målmandsparret også er særdeles rutineret. Mattias Pettersson afsluttede sæsonen på fornem vis i kvartfinalen i fjor, men var ikke super-overbevisende i grundspillet. Nu får han Thomas Lillie ind som makker og dermed får vi et glædeligt gensyn med Lillie, der - hvis han finder topformen efter en sæsons pause - sagtens kan blive en af Metal Ligaens bedre målmænd.

Odense havde i sidste sæson Niklas Lundström på plads som mestermålmand. Lundström fortsætter i klubben og vil også i denne sæson få langt de fleste kampe. Men forhåbentlig kan Jason O'Leary og Anders Førster se fordelen i, at Frederik Søgaard også får en god klat kampe i løbet af sæsonen. Søgaard har nemlig vist som en yderst pålidelig backup i løbet af de seneste sæsoner, og har en stor betydning for Bulldogs-mandskabet.

I Rødovre har man i Tomas Rydén fået en spændende og rutineret svensk målmand ind som førstemand. Rýden spillede i sidste sæson for IK Oskarshamn i HockeyAllsvenskan og Vsetin i den næstbedste tjekkiske række. Men Rydén har også en stærk backup i Marcus Bjørn, der er tilbage i sin barndomsklub og efterhånden virker moden til også at tage et par håndfulde kampe i grundspillet. 

Det samme gælder for Tobias Vilykke i Rungsted, der skal supplere David Grubak. Vilykke kunne sagtens være til mere end de blot fire kampe, han fik i grundspillet for Sønderjyske i sidste sæson. David Grubak var fremragende for Rungsted og en af de helt store danske åbenbaringer i Metal Ligaen i fjor. Spændende, om han fortsætter sin eksplosive udvikling. 

Endelig har Herlev igen - og til stor glæde for Eagles-ledelsen - sagt goddag til Emil Zetterquist, der vandt mange point til ørnene i sidste sæson. Men han blev også brugt i stort set hver eneste kamp, hvilket betød, at Jonathan Hintze ikke fik mange chancer. Herfra set kunne det være en god idé for Herlev at stole lidt mere på den nye - og meget rutinerede - andenkeeper Christian Elmose, der kan aflaste Zetterquist, der sikkert har godt af et hvil engang imellem. 

 


Før sæsonstart: NI NYE DANSKE SPILLERE, vi venter på med spænding DEN GYLDNE FLØJTE: Her er de fire nominerede til prisen