Sidste test før sæsonen, og sejr til Rødovre på 5-4 over Rungsted hjemme i Rødovre Centrum Arena. Men dog først med den sidste Rungsted-reducering ved Marcus Olsson med blot 23 sekunder igen.
Det hele begyndte med en tidlig udvisning til Jacob Gammelgaard og en hurtig powerplay til Rødovre, der fik sat godt op og skudt på stolpen ved Jonathan Nielsen. Rungsted overlevede og Tim Daly havde en kæmpe chance for at udligne, men overplacerede.
Rødovres 1-0-mål kom i powerplay, hvor Benjamin Mauritzen huggede den ind assisteret af Dylan Busenius. Der var spillet små ni minutter. Rungsted havde bud efter målet ved både Pison og Sarault (stolpe) i en stærkt underholdende første periode.
Den kulminerede i slutfasen, da Rødovre havde en to mod en-situation, mens holdet var tre mod fem! Det lykkedes ikke at udnytte den, i stedet udlignede Shane Hanna kort før pausen.
Rødovre eksploderede i anden periode med tre mål på blot tre minutter. Jacob Gammelgaard fik en udvisning for at hamre pucken fra egen zone og ud bag glasset bag William Rørth i Rødovre-målet. I samme sekund som Rødovre blev fuldtallig, scorede Mauritzen sit andet mål og kort efter scorede Oliver Kjær til 3-1. Næste skift endte med 4-1-målet af Trevor Cheek for det veloplagte og kyniske Rødovre-hold.
Det var direkte spil af høj kaliber. Rungsted fik reduceret ved Nikolaj Rosenthal efter 28 minutter, men inden anden pause fik Cheek igen scoret på en omstilling. Denne gang til 5-2. Nichlas Hardt brændte en stor chance, men Rungsted fik også reduceret inden pausen, da Rosenthal fik sat pucken ind i overtal.
Der var store huller i gæsternes defensiv i anden periode. Rødovre spillede direkte, mens Rungsted broderede lidt mere i en stadig underholdende omgang.
Sådan var det også i tredje periode, hvor Rungsted havde pucken, mens Rødovre leverede hurtige turnovers. Jonathan Nielsen leverede en grim checking from behind på Joachim Holten Møller, der kom uskadt ud af situationen. Fem minutters powerplay fungerede fornuftigt, mens Rødovre spillerne sled og slæbte og kastede sig ned i skuddene.
Rungsted fik en powerplay i slutfasen, hvor Marcus Olsson fik reduceret. God underholdning, hjemmesejr og lovende takter for publikum i arenaen.