Der var fuld skrue på Granly Hockey Arena fredag aften, hvor Divisionen afviklede finaleseriens afgørende kamp.
Det var Esbjerg IK, der havde hjemmebane mod Odense, og efter 11-3!-sejren onsdag aften i kamp fire, havde Esbjerg formentlig et mentalt overskud med til den afgørende match.
Hele 756 tilskuere overværede kampen, der først blev afgjort i tredje periode.
Esbjerg førte 3-2 efter en begivenhedsrig første periode og anden periode endte uden mål.
Victor Zülow Laursen bragte EIK på 4-2 i powerplay i tredje periode, men der gik ikke længe før en af Odenses rutinerede spillere, Rasmus Knudsen, fik reduceret.
Spændingen var total, da det lykkedes Divisionens topscorer, lettiske Edvards Bergmanis at score til både 5-3 og 6-3 og dermed afgøre kampen og mesterskabet.
Bergmanis lavede hele 81 point i grundspillet i Divisionen, og skulle ifølge Hockeymagasinet.dk være en af to lettiske spillere med mulighed for at banke på til Esbjerg Energy i den kommende sæson.
I øvrigt en flot afslutning på Divisionen med masser af tilskuere i både Odense og Esbjerg. Den turnering fortjener mere opmærksomhed.