Grayson Downing fortsætter hos Esbjerg Energy. Hermed ser den 31-årige canadier frem til sin fjerde sæson i den gule Energy-trøje.
Det skriver Esbjerg i en pressemeddelelse, hvor Downing præsenteres:
- Grayson passer ind i det overordnede puslespil, som vi er i gang med at lægge i Esbjerg. Der er positioner ledige på center-pladsen, og han er en af de absolut bedste centerspillere, der har spillet i Metal Ligaen, når han er ”fit for fight” og fri for skader, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.
- Det er mit ønske at vende tilbage til Esbjerg fordi Energy er en fantastisk organisation, og fordi jeg oplever, at man i organisationen har det samme overordnede mål som jeg har. At vinde det danske mesterskab. I de seneste sæsoner har vi i Esbjerg været tæt på finalerunden med semifinalerunder og en afgørende kamp 7, som vi tabte. Men det er samtidigt min oplevelse, at vi er klar til at tage de næste skridt på vejen, forklarer Grayson Downing
Grayson Downing er 183 cm høj og er født i byen Abbotsford i den canadiske provins British Colombia tæt på grænsen til USA.
- Byen Esbjerg er blevet mit hjem. Jeg ønsker hverken at bo eller spille andre steder end her. Det er vigtigt for mig at være her, og jeg glæder mig over at føle mig inkluderet og accepteret. Det giver mig mulighed for at præstere mit bedste på og udenfor isen, med en bevidsthed om, at når jeg forlader arbejdet i hallen, så vil jeg trives og nyde tilværelsen, forklarer den 31-årige canadier.
- Og så har Grayson de rette kompetencer som spiller. Fysisk, teknisk, taktisk og mentalt. Det benytter han til at levere både offensivt og defensivt, både med og uden puck, så han kan kaldes en tovejscenter, der kender ligaen og som ved hvad der skal til for præstere. Og som passer ind i den trup vi har. Som kan guide og vejlede vores unge spillere, fortsætter Energy-coachen.
Grayson Downing nåede 33 scoringer i 181 kampe i den næstbedste nordamerikanske liga inden har i sommeren 2019 kom til Esbjerg. Her har canadieren spillet 114 kampe i Metal Ligaen, scoret 42 mål og er noteret for i alt 88 point.
- Det er mit mål, at vinde mesterskabet med Esbjerg Energy og her ligger mit fokus. Det har jeg allerede nu øje for og det er en vigtig del af min motivation under den fysiske træning hen over sommeren. Dette arbejde er vigtigt for mig og jeg ønsker at forberede mig bedst muligt til den kommende sæson, slutter Grayson Downing.