Læretiden er overstået. Thor Dresler skal efter fem sæsoner under Mark Pederson være cheftræner. Og det bliver - som offentliggjort i går - i Rødovre.
Her afløser Dresler finnen Riku-Petteri Lehtonen som førstemand i boksen, og Dresler glæder sig, lyder det i et interview med Rødovre Lokal Nyt:
- Det er megaspændende at blive cheftræner. Plusset er klart størst ved, at de beslutninger der bliver taget, er mine egne. Jeg skal naturligvis stadig lade mig inspirere og lytte, men jeg føler, jeg er velforberedt til at være cheftræner og har ventet på at muligheden skulle komme. Nu skal jeg vise, jeg er god nok og glæder jeg mig til, siger Thor Dresler.
Rødovre er en spændende klub, som er kendt for deres udvikling af de unge spillere. Jeg kan godt lide den klubånd, som der er og at der altid er god stemning i hallen, så der er mange gode ting ved Rødovre, siger Dresler, der som bekendt er en ægte Herlev-dreng, der altid har haft sort-gult hjerte.
Det er ikke nogen hemmelighed, ligesom det heller ikke er nogen hemmelighed, at Rødovre og Herlev er to af dansk ishockeys store rivaler.
- Herlev har jo en god træner, som de har forlænget med. Dansk ishockey er i dag så professionel, at alle godt ved, det her valg er det bedste for min trænerkarriere. Men det bliver da underligt, at så i den anden boks, når vi skal spille i Herlev, som altid er sjove opgør, når Rødovre er på besøg, siger Thor Dresler til Rødovre Lokal Nyt.
Thor Dresler begynder som træner i Rødovre, så snart krisen er overstået.
- Vi skal blive ved med at bruge den fart, der er på holdet og spillerne skal bruge deres skøjteløb og deres individualiteter skal fremelskes. Vi kommer stadig til at have systemer, men det må ikke stoppe for kreativiteten, for det kreative er vigtigt, siger han til RLN.