Final4 blev en dyr fornøjelse for værterne fra Aalborg, der blev slået ud i semifinalen.

Der er så småt ved at komme liv i Final4-festen og den tilstødende E-event “Geeks Gone Wild” denne søndag formiddag i Gigantium. De første ishockeyfans strømmer til, og stille og roligt bliver en “pode-træning” i Bentax Isarena afløst af klargøring af isen til den store finale. 

Pirates-administrationen har købt den store pakke med rundstykker og Dagmartærte til at starte dagen på og mange ugers knokkel med det store arrangement tager sin ende sidst på denne sjapfyldte lørdag i januar.

Midt på kontoret sidder Aalborg Pirates-direktør Thomas Bjuring med regneark og lommeregner – og ærgrer sig. 

– Tænk, hvis vi havde fået en finale om en pokal mellem Aalborg og Frederikshavn. Foyeren havde været fuld af mennesker allerede nu, siger han godt tre timer før kampstart. 

– Men vi var bare ikke skarpe nok i går. Scorede ikke på vores chancer, og Rungsted spillede altså en rigtig god kamp. Det må man give dem, tilføjer han. 

Udover det manglende nordjyske slag i finalen – i givet fald ville det være den første Aalborg-Frederikshavn-finale af en slags i tre årtier – så er der naturligvis også et økonomisk aspekt ved det hele. Havde Aalborg været i finalen, havde der været stuvende fuldt i Bentax Isarena i dag. Formentlig næsten mere end det. Samtidig godt gang i salget. Så godt, at Pirates med nederlaget i aftes går glip af et betragteligt beløb.

– Arrangementet skal nok køre rundt. Ingen tvivl om det. Men havde vi været i finalen, vurderer jeg, vi havde fået en merindtægt på godt en halv million kroner. 250.000 kroner på billetsalget og 250.000 kroner på salget i hallen, lyder det fra Pirates-direktøren.

Han håber og forventer, at der dukker mindst omkring et par tusinde tilskuere op til dagens finale mellem Frederikshavn og Rungsted. Sidstnævnte vandt Metal Cuppen tilbage i 2016/17-sæsonen, mens Frederikshavn altså skal tænke helt tilbage til 2001/02-sæsonen for at finde den seneste pokal – også en cup-titel, der blev sikret via en 5-4-sejr over Herning. 


Odense: Vojtech Komarek usikker for resten af sæsonen RUNGSTED ER I METAL CUP-FINALEN efter 5-2 over Aalborg