Herlev Eagles fortsætter på sejrskurs med sejr over Aalborg

Herlev Eagles-Aalborg Pirates (3-1,2-1,0-1)

Herlev fortsætter kursen mod toppen af Metal Ligaen.

Det effektive Eagles-hold  vandt denne fredag aften på skarpeste vis med 5-3 over det nuværende tophold fra Aalborg, og sejren betyder, at Herlev nu er oppe på andenpladsen i Metal Ligaen og har direkte kurs mod Metal Final4.

At Herlev nu har vundet syv kampe på stribe mod hold fra Jylland er næsten også ishockeyhistorisk.

Herlevs optur begyndte allerede i det første minut, hvor hyperfarlige Maxim Trepanier blev sendt af sted af Oliver True og iskoldt placerede den bag George Sørensen. Herlev har mange farlige spillere og en dem er back. 

Tim Daly brød efter otte minutter dybt ind i Aalborgs defensive og slap fri. Han lagde en baghånd ind bag Sørensen og nøjagtig som mod Rødovre tidligere på ugen havde Aalborg fået en forfærdelig start på kampen. 

Men nordjyderne har fin moral og tog initiativet tilbage. Og i gæsternes første powerplay slog de til. Eric Gotz blev sat op midt for mål og trak et perfekt håndledsskud op i nettaget bag Zetterquist. Fremragende overtalsspil af gæsterne. 

Dejlig ishockeykamp og god atmosfære i Herlev, der blev endnu bedre, da hjemmeholdet fik sat 3-1-scoringen.

Isac Skedung satte den efter 14 minutter for et Herlev-hold, der manglede Lucas Carlsson, Anton Johansson og Rasmus Simonsen, mens Aalborg havde topscorer Craighead og Sebastian Ehlers siddende hjemme i Nordjylland. 

Gæsterne viste igen effektivitet, da powerplaymuligheden bød sig i anden perioden. Igen var det Eric Gotz' fremragende håndled, der viste sig fremragende - denne gang fra kanten. Han smadrede pucken op i modsatte hjørne og Aalborg var tilbage i kampen. 

Spillet bølgede frem og tilbage, men pludselig tog Herlev fat med to hurtige scoringer. 

Niclas Heinerö tog turen ind over blå linje og satte et uhyre præcist skud over i modsatte hjørne. Sørensen nåede ikke at blinke, Herlev var på 4-2.

Kort efter fik Herlev powerplay, og så var det Oliver Trues tur til at flå et skud ind bag Sørensen, der derefter overlod buret til Marcus Bjørn efter en god halv time.

5-2 til hjemmeholdet efter 40 minutter, og det lignede den sjette sejr på stribe til ørnene. 

I modsætning til onsdagens kamp mod Rødovre beholdt Aalborg Marcus Bjørn på mål i resten af kampen, og Aalborg-reserven gjorde sit job og holdt buret rent i resten af kampen denne fredag aften.

Men det var ikke nok til, at Aalborg kunne hente point. Det blev til en reducering efter 53 minutter fra Kirill Kabanov, men tættere på kom gæsterne ikke. Små to minutter efter kampen trak gæsterne Marcus Bjørn, men med 1:20 tilbage røg Joonas Niemelä ud for en høj stok og Aalborgs illusioner om point i slutfasen røg sig dermed en tur. 

5-3 til Herlev som dermed er Metal Ligaens absoutte hotteste mandskab lige nu. 


Seldrup lukkede af for sine gamle holdkammerater Rødovre vandt den sjællandske klassiker