Det er svært for modstanderne at stoppe kæden med Cam Brown, Matt Salhany og rutinerede Steffen Frank.
Trekløveret har virkelig leveret varen, siden Cam Brown vendte tilbage fra Troja/Ljungby, og i går mod Esbjerg var det Brown, der var i spids med to mål og to assister, da SønderjyskE slog Esbjerg 5-2.
I de to sidste perioder især havde hjemmeholdet godt fat, og nu ser Mario Simioni frem til topopgøret på tirsdag i Herning.
- Det bliver en stor kamp. Hvis vi spiller som i anden og tredje periode mod Esbjerg, ser jeg gode muligheder for os i Herning. Vores kæde med Cam Brown spillede godt allerede inden Covid19-pausen og nu er alle vores spillere igen, hvor de skal være. Når den kæde spiller godt, er den noget specielt. Tirsdag kommer vi stensikkert ikke til at have problemer med motivationen, sagde Mario Simioni til Der Nordschleswiger efter kampen i Frøs Arena.
SønderjyskE er tre point efter Herning i tabellens top, og kan med en sejr på tirsdag bringe sig på førstepladsen i Metal Ligaens tabel.