Men det rakte ikke til point for Mighty Bulls i eftermiddagens kamp

Rødovre Mighty Bulls – Herning Blue Fox 1-2 (0-0, 0-1, 1-1) 

Holger Danske Arena lagde is til fjerde opgør mellem Rødovre og Herning. Alle tidligere kampe var endt med store sejre til gæsterne, men Herning var til at tale med i dag for Rødovre og hjemmeholdet var inde i kampen, inden de små marginaler afgjorde til gæsternes fordel.

Kampens indledning blev domineret af gæsterne, men hjemmeholdet stod godt og holdt afslutningerne på ydersiden. Så alt åndede fred og idyl i tyrestalden. Marcus Bjørn startede på kassen for hjemmeholdet, og han blev for alvor testet, da Rødovre tog kampens første udvisning, men stolpen hjalp til og Rødovre kunne ånde lettet op.

Med små syv minutter tilbage af perioden trak gæsterne deres første udvisning, men tiden gik og der blev aldrig etableret et ordentligt pres. Rødovre hørte et forsøg i de døende sekunder prelle af på rammen, og således var det hele lige inden hornet lød for en livlig, men chancefattig første periode.

Anden periode var ikke mange sekunder gammel, før hjemmeholdet trak deres anden udvisning. Det gav trængselstid i tyrestalden, med de forsøg der nåede på mål, sad lige i dunken på keeperen.

Rollerne blev byttet om kort før Rødovre blev fuldtallige, og her var mere bid i tyrenes afslutninger med pucken dansende på Janis Fecers mållinje i et par sekvenser, men scoreboardet forblev urørt.

Halvvejs i kampen atter overtal til hjemmeholdet, et rammeforsøg var det tætteste, der kom i den sekvens inden holdene igen blev fuldtallige.

En friløber til Rødovres Liam Haslam, der havde afdriblet Janis Fecers, blev også sendt forbi kassen, var absolut det største tilbud indtil da.

Med tre et halvt minut tilbage af anden periode kom kampens første mål, og det gik til Hernings Kasper Larsen, der fra blue line hakkede pucken i kassen.

De knap 700 tilskuere tog hul på tredje periode med en to-mod-en chance til hjemmeholdet, der ligesom en tilsvarende til gæsterne i anden periode, blev afværget sikkert af keeperen.

Efter otte minutters god hockey blev det tid til udvisning for hjemmeholdet, og kort efter en friløber til Rødovres Joonas Niemelä, der fik et straffeslag ud af sine anstrengelser. Det blev sikkert reddet af Janis Fecers og Herning kunne fortsætte sit overtal, der dog ikke gave de store udsving.

Med otte minutter tilbage på uret tog Hernings Hjalte Kruse Thomsen sagen i egen hånd, da han konsekvent rundede den røde mur og sikkert eksekverede gæsternes anden scoring.

Endnu en udvisning til de blå ræve med fem minutter tilbage, var hjemmeholdets gyldne mulighed for at komme tilbage i stillingen. Time out, keeper ud, seks mod fem og alle midler taget i brug, - ingen effekt.

To minutter tilbage og endnu en udvisning til rævene. Seks mod fire og endelig en scoring til Rødovre. Malte Setkov satte holdet på scoreboardet, der manglede et minuts tid og tyrene spillede atter uden keeper, men det blev lige ved og næsten for hjemmeholdet, inden hornet lød.


METAL LIGA-BLOGGEN: Mange dygtige kokke laver fremragende ishockey i Herning