Esbjerg Energy har været hårdt ramt af skader i indeværende sæson.
Så meget, at træner Jason Jaspers ikke har oplevet noget lignende i sin meget lange karriere som spiller og træner.
Esbjerg har hentet Philip Schultz hjem til den resterende del af sæsonen, men der kan være yderligere forstærkning på vej.
Det synes Jaspers i hvert fald at antyde i optakten til dagens kamp mod Herning.
- Vi må stadig spille uden syv spillere og derfor med en smal trup. Men vi har fået Phillip Schultz tilbage til Esbjerg, og det lover godt for fremtiden. Måske vil vi også i nær fremtid kunne få spillere retur eller kunne knytte en ny mand til truppen. Men jeg er generelt stolt over præstationerne, hvor vi har besejret stærke modstanderen på det seneste, siger Energy-træneren til Esbjergenergy.dk.
Esbjerg har pt Gordie Ballhorn, Arturs Salija, Yanick von Bergen, Henrik Mærsk, Aleksi Halme og Frederik Bjerrum ude med skader, mens Josh Winquist afsoner sin karantænedag nummer to i aften, når Esbjerg møder Herning.