Blue Fox byder ind med en nyhed klokken 10 i formiddag

Herning Blue Fox har haft problemer med at ramme kassen i indeværende sæson, hvor det er blevet til for få scoringer. Ikke mindst import-forwardspillerne har ikke haft det nødvendige held i sprøjten - eller haft den nødvendige dygtighed - og det har betydet, at Herning er dumpet ned på en skuffende ottendeplads i tabellen.

Det ligner også allerede nu et farvel til Metal Final 4 for herningenserne.

Den sidste chance gribes måske med en ny spiller, for Herning meldte søndag ud, at man præsenterer en kæmpestor nyhed i dag mandag klokken 10 og med cifrene 197-118 kunne det sagtens dreje sig om en ny stor forstærkning - altså rent fysisk, spillemæssigt må vi altid vente lidt og se.

Der findes en finsk angriber i den størrelse, som allerede har fået en fin afsked på sin nuværende klubs hjemmeside, hvor man takker ham for en god og professionel indsats og ønsker ham held og lykke på sin videre færd efter syv kampe i den næstbedste finske række, Mestis. 

Han har spillet over 600 kampe i den finske Liiga, og skal formentlig ind for at skabe plads til sine holdkammerater i angrebet, så Herning-angrebet kan blive mere effektivt. 

Og nu ikke flere hints herfra - det kan også være, at vi her på redaktionen gætter helt forkert. Mere omkring klokken 10 på midtjydernes sociale medier. 


Toss a bear: SønderjyskE-supporterne solgte alle 667 bamser HØJDEPUNKTER: SønderjyskE-Rungsted Seier Capital