Esbjerg-træner Markus Åkerblom ser fremgang for tiden.
Åkerblom har set sit mandskab tage 12 point i de seneste fire kampe, kulminerende fredag aften, hvor det blev til en 7-2-sejr over Sønderjyske. Her førte Esbjerg med 6-0 efter to perioder, og spillet i den kamp var det bedste, Åkerblom havde set i denne sæson, siger han i klubbens kampoptakt til aftenens match mod Rungsted.
Jeg er meget tilfreds med kampene i den seneste weekend, hjemme mod SønderjyskE og ude mod Rødovre. Både med pointudbyttet, men også med spillernes indsats. I fredagens hjemmekamp mod SønderjyskE spillede vi måske de bedste 60 minutter i denne sæson, siger han.
- I første og anden periode mod SønderjyskE spillede vi de bedste perioder i min tid i Esbjerg. Vi spillede på den måde, som vi gerne vil spille på. I tredje periode skruede vi naturligt nok en smule ned for gassen og gav mere plads. Det er forståeligt. Vi beholdt kontrollen over kampen og tog sejren, lyder analysen fra Markus Åkerblom.
I aften venter Rungsted i Concordium Arena for vestjyderne:
- De har spillet gode kampe mod os. De har opbygget troen på, at de kan slå os, og det giver dem selvtillid. Vi har endnu ikke fundet vejen til at kontrollere Rungsted og spille dem rigtigt. Men vi skal have strukturen og mindsettet på plads. Vi skal ikke spille kaotisk, men lidt som en håndboldkamp: flytte pucken rundt og rykke hurtigt.