Sami Lehtinen skal stå i boksen for vestjyderne

Trænerteamet i Esbjerg Energy er fuldkommet med ansættelse af finske Sami Lehtinen som assist- og målmandstræner. 

Med svenske Markus Åkerblom som cheftræner og finske Sami Lehtinen som assistenttræner, bliver det et stærkt nordisk trænerteam, der skal bringe Esbjerg Energy til tops i den kommende sæson.

Det skriver vestjyderne i en pressemeddelelse, hvor Lehtinen præsenteres således: 

Den nye assistenttræner har international erfaring fra Tyskland, Island, Sverige og naturligvis Finland.

- Sami har selv spillet hockey på højeste plan og ved, hvad der kræves af professionelle udøvere. Samtidig kommer han med solid erfaring som ungdomstræner, cheftræner, assistenttræner, målmandstræner og landsholdtræner,” fortæller formand Søren Mathiasen. ”Han er yderst dedikeret med en analytisk tilgang, og hans primære fokus er naturligvis at udvikle og træne Esbjerg Energy mandskabet. Men hans tilknytning til ungdoms-ishockey betyder også, at vi forventer et godt samarbejde omkring talentudvikling med EIK og en coaching af vores unge spillere. Et arbejde vi har stort fokus på for at skabe en bæredygtig klub.”

Den sympatiske 55-årige finne ser frem til at blive en del af Energy-familien:

- Jeg glæder mig til at flytte til "min fjerde nordiske nation" og er taknemlig for tilliden fra Markus (Åkerblom) og organisationen. Jeg glæder mig til at arbejde med alle i Esbjerg Energy og til at hjælpe holdet og de individuelle spille til at give deres ypperste, siger Lehtinen. 

- I en liga med ni professionelle hold, kan jeg ikke se andre mål end mesterskabet. Men du kan ikke vinde mesterskabet i august og heller ikke i grundspillet. Du skal arbejde hårdt gennem hele sæsonen og skabe fremskridt, så du har chancen for at vinde, når det gælder. Jeg er klar til at svede og presse mig selv i hele sæsonen og jeg forventer det samme fra spillerne. Det er den eneste måde vi fortjener supporten fra de dejlige fans og den eneste måde, vi kan skabe succes i Metal Ligaen, siger Lehtinen. 


Søndergaard-brødrene fortsætter i Frederikshavn