Brady Shaw blev matchvinder i straffeslag i en kamp, der blev ved at bølge frem og tilbage

Aalborg Pirates-Esbjerg Energy 4-5 (1-2,2-1,1-1) 0-0, 0-1 Esbjerg er i Metal Final4-finalen. Et sandt drama mod Aalborg blev afgjort i en straffeslagskonkurrence, hvor målmand Mads Søgaard og stolpen reddede for Esbjerg, der kunne se Brady Shaw blive eneste målskytte, da det hele skulle afgøres.

Aalborg havde problemer fra start. Esbjerg pressede højt og fik bonus efter otte minutter, da hårdt arbejde ved banderne og et langt angreb kørte Aalborgs defensiv tør for benzin. Shawn O’Donnell fandt Søren Nielsen, der hamrede pucken op i fjerneste målhjørne.

Esbjerg havde styr på tingene, og efter tolv minutter spil fik David Madsen sendt pucken ind til 2-0. Ikke det farligste skud i verden, men George Sørensen lavede en mindre fejl og fik ikke dækket af ved nærmeste stolpe. Sørensen fik taget revanche få sekunder, da Jordan Smotherman formentlig troede, han havde scoret til 3-0. Sørensen snuppede skiven foran en målløs Esbjerg-angriber. Der var spillet 13 minutter. Esbjerg sad på kampen.

Aalborg sled sig tilbage før pausen. Kampens første powerplay lagde pres på Søgaard, der lignede en ung Frederik Andersen med sin kølige holdning til tingene. Da Søgaard endelig blev passeret, reddede Simon Grønvaldt i stedet med maven. Men Aalborg havde initiativ og fik reduceret før pausen.

En flot pasning fra Ben Duffy sendte Jeppe Jul Korsgaard af sted sammen Thomas Spelling. Søgaard fik afvist Korsgaards afslutning med benskinnen, men returen endte på staven af Spelling, som iskoldt sendte pucken ind bag Esbjergs målvogter. 2-1 til Esbjerg ved pausen.

Nordjysk Drømmestart

Anden periode var knap nok startet, da Martin Lefebvre tog fat. Han skabte selv plads til et velplaceret håndledsskud og med 2-2-målet fik Aalborg virkelig fat.

Esbjerg virkede rystet, og Aalborg var overalt i starten af anden periode. Josh MacDonald udnyttede overtaget i en afventende udvisning. Hans skud røg direkte forbi Søgaard til 3-2 i Aalborg-favør. Nu lå kampen pludselig til hjemmeholdet.

En trævpasning fra Aalborg imod slottet blev stoppede med ulovlige midler, og med en afventede udvisning tog Aalborg føringen. Et skud fra Josh MacDonald fandt vej igennem trafikken foran Esbjergs mål, og røg direkte i mål til 3-2

Føringen til Aalborg vakte Esbjerg op til dåd, og en flot aktion fra Brady Shaw skabte en overtalssituation som gav Shaw mulighed for at passe på tværs til Charles Corcoran, der let kunne score. Op til flere spillere væltede George Sørensen omkuld – ingen forseelse – og Pirates-keeperen måtte efter protokollen ud for at blive testet.

Han kom ikke tilbage, og nu var det op til Jesper Wulff, der sjældent står mellem stængerne hos Aalborg. Han kom fremragende ind i kampen, godt hjulpet af heroisk boksplay fra holdkammeraterne, der var over et minut i tre mod fem. Esbjerg fik ikke skudt nok, og kampen bølgede frem og tilbage i resten af perioden. Underholdningen havde fortjent fuldt hus i Bentax Isarena.

Det var mere taktisk i tredje periode, hvor tempoet stadig var højt, mens chancerne kom lidt mere sporadisk. Jeppe Jul Korsgaard var meget tæt på at score da han smed en puck ind foran mål fra baglinjen. Pucken ramte Søgaards skøjte, og vestjydernes målmand havde heldet på sin side, da pucken hoppede snært forbi stolpen.

Føringsmålet til hjemmeholdet kom med 14 minutter igen, da Cody Donaghey sendte et maskeret skud afsted, som igennem venner og fjerner fandt vejen til netmaskerne. 4-3 til Aalborg, som igen skulle forsøge at holde fast i en føring imod Esbjerg.

Anført af hyperfarlige Brady Shaw angreb Esbjerg med fuld skrue, mens Aalborg spillede på omstillinger.

Med ti minutter igen fik Kirill Kabanov en to minutters udvisning, og den gave tog Esbjerg effektivt imod. En fejl af Julian Jakobsen, som ikke fik pucken ud af zonen, betød at Davis Vandane fik lov til at sende et skud afsted fra kanten af feltet fandt det fjerneste målhjørne. 4-4 og alt åbent igen.

Slutfasen bød på store chancer til Jonas Jakobsen og Brady Shaw, og Esbjerg dummede sig gevaldigt kort før tid med seks mand på isen, så Aalborg kunne spille ind i overtiden med en mand mere på isen. Der var nerver på i Esbjerg-lejren, da Josh MacDonald var tæt på at score, men i stedet måtte se Mads Søgaard komme flyvende i en flot forflytning. Det blev til straffeslag.

Her ramte både Duffy og Lefebvre stolpen for Aalborg, mens Brady Shaw fik listet pucken ind bag Jesper Wulff. Det var nok for Esbjerg, og dermed fortsætter Aalborg Metal Final4-kompleks på hjemmebane, hvor det i tredje forsøg i Bentax Isarena heller ikke lykkedes at komme i finalen.

En flot sejr til Esbjerg i en super tæt kamp, som kunne være gået begge veje. Endnu en skuffelse i Final 4 på hjemmebane for Aalborg, som for anden gang må se sig slået i straffeslag mens Esbjerg nu kan se frem til en finale imod lokalrivalerne fra Sønderjyske.


Odense Bulldogs henter ny angriber i Alps Hockey League SØNDERJYSKE I METAL FINAL4-finalen efter sejr over Rungsted